Arbejd med 'Naturen kalder på os'
Få inspiration, tips og guides til at inkludere 'Naturen kalder på os' i aktiviteter og spejdermøder

Til spejder mødes vi ude i naturen – året rundt. Det er nemlig naturen, der samler os og forbinder os. 

På denne side får du overblikket over, hvordan du som spejderleder kan arbejde med Udviklingsplanens tema om 'Naturen kalder på os' i din spejdergruppe. Lige fra planlægning af møder og aktiviteter, til forslag af relevante mærker, guides og tips om, hvordan jeres spejdergruppe kan tage handling for bedre biodiversitet, klima og bæredygtighed - og give spejderne mulighed for selv at gøre en forskel.

Hvilke mærker er relevante?
Hvad handler 'Naturen kalder på os' egentligt om?

Vi vil skabe større naturforbundethed hos spejderne og inspirere til handling for bedre biodiversitet, klima og bæredygtighed i vores samfund. Vi vil sikre, at vores spejderliv og friluftsaktiviteter bygger på grønne principper hele vejen rundt – fra valget om indholdet i bålgryderne, transport til og fra spejder til valget om, hvad der er plantet på græsplænen udenfor hytten. Når spejderlivet leves i naturen, er det fordi vi anerkender dens værdi i sig selv. 

Vi ved, at hver spejdergruppe har handlekraften til at finde deres egen vej i et mere bæredygtigt spejderliv. Spejdere og grupper skal være drivkraften bag grønne initiativer, der fremmer et bæredygtigt friluftsliv. Derfor arbejder vi med at inddrage børn og unge i, hvordan og hvorfor vi træffer bæredygtige valg. Vi giver dem mulighed for selv at gøre en forskel.

Spørgsmål I kan stille i gruppen: 

  • Hvordan vil vi konkret arbejde med bæredygtighed som tema i vores spejderaktiviteter?
  • Hvordan sikrer vi os, at spejderne fortsat har naturen som en fast ramme for aktiviteter og herigennem opnår en naturforbundethed?
  • Hvilke konkrete ting vil vi som gruppe gøre for at friluftslivet bliver mere bæredygtigt? 
  • Hvordan kan vi samarbejde med andre lokale aktører om at fremme bæredygtighed i vores nærområde?