Vild leg er vigtigere end nogensinde

I de seneste årtier har barndommen ændret sig markant. Den er i stigende grad rykket indendørs og ind i formelle, institutionelle rammer, hvor hverdagen er planlagt, overvåget og voksenstyret. Det er ikke tilfældigt. Det er et valg. Vi har bygget en barndom op omkring kontrol, risikominimering og forudsigelighed, drevet af et oprigtigt ønske om at passe på børnene. Omsorgen er ægte. Intentionerne er gode. Men konsekvensen er, at sikkerhed ofte er kommet til at fylde mere end leg, mod og erfaring.

Problemet er ikke børnene – det er os

Forskning i risikofyldt leg (bl.a. Sandseter og Winther-Lindqvist) er ret tydelig: Børn har brug for risiko for at udvikle sig. Alligevel fjerner vi den - systematisk. Ikke fordi børn ikke kan. Men fordi vi voksne: overvurderer farerne; undervurderer børns evner og reagerer for hurtigt. Vi siger “pas på”, før barnet selv når at tænke. Vi stopper legen, når den lige er ved at blive spændende. Vi vælger aktiviteter, vi kan kontrollere, frem for dem, der udvikler. Det føles ansvarligt. Men konsekvensen er, at børn får mindre erfaring med at klare sig selv og bliver mere afhængige af os, end de behøver at være.

Når vi tager styringen, tager vi også læringen

Når vi voksne hele tiden er et skridt foran, sker der noget grundlæggende: Børn lærer ikke at vurdere risiko, de lærer at kigge på os. De spørger med blikket: “Er det her farligt?” Og vi svarer - ofte før de selv når at mærke efter. Resultatet er børn, der bliver afhængige af voksnes vurderinger; mister tillid til egne sanser og beslutninger og tøver dér, hvor de før ville have prøvet.  Det er ikke, fordi de mangler mod. Det er, fordi de får færre muligheder for at udvikle det.

Vi vil gerne have børn, der tør, tager ansvar og kan handle i det uforudsigelige.  Men vi giver dem færre situationer, hvor de kan øve sig. Jo mere vi beskytter dem mod små risici, jo dårligere ruster vi dem til de store. Det paradoks skaber vi selv - i hverdagen, i de små valg, hvor vi tager styringen i stedet for at give slip.

Risiko er noget, børn skal lære at håndtere

Risiko er ikke noget, der skal fjernes. Det er noget, børn skal lære at håndtere. Det er i mødet med det, der er lidt for højt, lidt for hurtigt eller lidt for usikkert, at børn udvikler mod, dømmekraft og kropsfornemmelse. Når vi gør det sikkert for dem, lærer de ikke at navigere. De lærer at vente på os.

Det kræver noget andet af de voksne

Hvis der skal være plads til vild leg, kræver det ikke mere planlægning. Det kræver, at vi voksne gør noget andet. At vi venter lidt længere, blander os lidt mindre og tåler, at det ikke føles helt trygt. Det er ikke børnene, der skal lære noget nyt først. Det er os.

Et nødvendigt modspil

Vild leg er ikke en luksus. Det er et nødvendigt modspil til en tid, hvor vi - med de bedste intentioner - har gjort barndommen smallere, end vi tror. I spejderlivet har vi stadig muligheden for noget andet:
•    At give plads til det uforudsigelige
•    Til at prøve, fejle og prøve igen
•    Til at blive lidt beskidt, lidt usikker – og meget klogere
Men det kræver, at vi tør stå i det, der føles uvant. For spørgsmålet er ikke, om børn kan klare det. Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis de aldrig får lov til at prøve.
 

Artiklen bygger primært på forskning i leg og børns udvikling fra Ditte Winther-Lindqvist, herunder Kort og godt om leg, samt forskning i risikofyldt leg af Ellen Beate Hansen Sandseter, herunder artiklen “It tickles in my tummy! Understanding children’s risk-taking in play through Reversal Theory” (2010).

Derudover trækker artiklen på forskning i børns legevilkår og udvikling i moderne samfund, bl.a. studier af risikofyldt leg og trivsel (Brussoni et al., 2015) samt nordisk forskning i leg og pædagogik (bl.a. Professor i leg, Helle Marie Skovbjerg og Ungdomsforsker Søren Østergaard).