Leg i højden – når spejdere mærker, hvor højt de tør gå
Børn opsøger lege, hvor de kommer op i højden og må mærke, hvor langt de vil gå. I spejderlivet sker det, når spejdere klatrer i træer, balancerer på stammer eller bevæger sig fra sten til sten. Her er det ikke nogen, der bestemmer, hvor højt de skal, men noget de selv mærker undervejs.
Man mærker det, når man bevæger sig lidt højere op, end man plejer. Ikke fordi man skal videre, men fordi man selv skal vurdere, om man vil.
Leg i højden handler ikke om at komme højest op. Den handler om at finde sin egen grænse og vælge, hvad man gør ved den. Når spejdere leger i højden, øver de sig i at:
- mærke kroppen
- stoppe op
- vurdere næste skridt
- vælge at gå videre – eller ned igen
I højden bliver forskellene tydelige. Nogle går videre op. Andre stopper tidligere. Begge dele er en del af legen. Det afgørende er ikke, hvor højt spejderen kommer, men at de selv mærker, hvor deres grænse går og følger den.
Det vigtigste er ikke aktiviteten i sig selv, men at spejderne får lov til selv at regulere, hvor langt de går. Eksempler kan være:
- Forhindringsbane i højden
Balance på stubbe, stammer eller rafter, hvor spejderne selv justerer tempo og niveau - Klatring i træer eller konstruktioner
Spejderne bevæger sig op og ned i eget tempo og finder deres egne grænser - Slackline eller balancebaner
Fokus på kropskontrol og små justeringer i højden - Pionering i højden
Byg strukturer, der kan klatres og bevæges i
Fælles for aktiviteterne er, at spejderne ikke presses op, men selv bevæger sig i højden og stopper, når det er nok.
Forhindringsbane
Lav balancebaner på stubbe, stammer, sten eller kasser. Banen kan også bygges i rafter og justeres i højde og sværhedsgrad.
Myretransporten
En balanceleg, hvor spejderne bevæger sig op over jorden og skal samarbejde for at komme sikkert fra den ene ende til den anden.