Åbne arrangementer giver mange muligheder

Åbne arrangementer er gode, fordi I, i gruppen, får mulighed for at invitere folk indenfor. Sådan helt fysisk: Trykke hånd og hilse på.
Arrangementerne kan se ud på mange måder:
Det kan være Vennedage, hvor spejderne inviterer deres venner med til et særligt spejdermøde.
Det kan være, I står for et Skt. Hans-bål, der tiltrækker borgmesteren og hele lokalområdet.
Det kan være, I laver en forældreaften, en udvidet juleafslutning eller et særligt klatreevent, hvor I sammen med den lokale træklatreklub holder åbent hus og inviterer alle, der har lyst, med op i trækronerne.
Det kan også være, I deltager i Sov Ude. Den årlige dag, hvor Det Danske Spejderkorps inviterer alle i Danmark til at sove udenfor en enkelt nat. Spejderne lægger hus/træer/telte/grund til, tænder et bål og sørger måske for en aktivitet eller to. Det er en oplagt mulighed for at invitere potentielle spejdere og spejderforældre indenfor og give dem en velsmagende forsmag på spejder- og udelivet.
Adventuregruppen lever af at lave arrangementer
I Adventuregruppen laver de mange arrangementer – det er faktisk det, de primært laver. De står bag årligt tilbagevendende spejderbegivenheder som PUF Perm og adventureløbet SEDITIO. Men de ud- og afvikler også arrangementer for virksomheder og organisationer.
I november 2017 afholdte de en stor teambuilding-event for 100 embedsmænd fra Udenrigsministeriet med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål.
I september og oktober stod for de at få rystet mere end 500 efterskoleelever godt og grundigt sammen.
Hele gruppen står sammen om at lave arrangementer. Og de gør det helt uden ’voksne’.
Gør planlægningen til spejderarbejde
Hos jer behøves det heller ikke kun at være en opgave for lederne, det med at lave arrangementer, som inviterer lokalområdet indenfor.
Hvorfor ikke få troppen til at lave reklame for arrangementet – f.eks. opslag både til Facebooksiden og opslagstavlen i skolen? Få juniorerne til at bage kager og lave klar til bål? Klanen kunne stå for at planlægge og afvikle aktiviteter.
Og lederne kunne velfortjent holde sig lidt i baggrunden, mens spejderne gennem learning by doing, patruljearbejde og medbestemmelse får stablet et arrangement på benene.
På den måde bliver planlægningen til helt konkret spejderarbejde i ugerne op til arrangementet. Samtidig kan det samle spejdergruppen, fordi alle på hver deres måde bidrager til det samme, og der er samarbejde på tværs af grenene.