Åbne arrangementer giver mange muligheder

Åbne arrangementer er gode, fordi I, i gruppen, får mulighed for at invitere folk indenfor. Sådan helt fysisk: Trykke hånd og hilse på.
Arrangementerne kan se ud på mange måder. Det kan være, I står for et Skt. Hans-bål, der tiltrækker borgmesteren og hele lokalområdet. Det kan være, I laver en forældreaften, en udvidet juleafslutning eller et særligt klatreevent, hvor I sammen med den lokale træklatreklub holder åbent hus og inviterer alle, der har lyst, med op i trækronerne.
Herunder finder du inspiration til relevante åbne arrangementer, som gruppen kan afholde.
Spejderdag
På den nationale Spejderdag inviterer spejdergrupper over hele landet børnefamilierne i deres lokalområde ind til spejderaktiviteter, fællesskab og hygge. De børn, der allerede er spejdere i gruppen kan invitere deres klassekammerater med. Lederne kan gøre det samme: måske en kollega eller en gammel ven er interesseret i at høre mere om spejderlivet.
På Spejderdag kan I lave lige det, I synes er det sjoveste ved spejder. Det kunne f.eks. være at invitere til et stjerneløb omkring spejderhytten, et hule-byggeprojekt eller fællesspisning om bålet. Til Spejderdag aktiverer vi både børn og voksne. Vi vil nemlig både være flere spejdere og flere ledere i vores spejderkorps.
Nat i Naturen
Det kan også være, jeres gruppe deltager i Nat i Naturen. Projektet er et samarbejde med Friluftsrådet, Ungdomsringen, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen. Nat i Naturen har til formål at give flere danskere gode naturoplevelser. Samtidig er det en oplagt mulighed for at invitere potentielle spejdere og spejderforældre indenfor i gruppen, og give dem en god spejderoplevelse.
Vennedag
”Alle skal have en ven, der er spejder.” Sådan lyder Spejdernes vision. Og alle spejdere har en ven. Derfor har flere grupper også haft succes med en årlig Vennedag. Her tager spejderne én eller flere venner med til et spejdermøde. Mødet er særligt tilrettelagt, så alle vennerne, der ikke nødvendigvis ved, hvad spejder er, kan få en forsmag på spejderlivet – sammen med både kendte og (forhåbentligt) kommende venner.
Gør planlægningen til spejderarbejde
Hos jer behøves det heller ikke kun at være en opgave for lederne, det med at lave arrangementer, som inviterer lokalområdet indenfor.
Hvorfor ikke få troppen til at lave reklame for arrangementet – f.eks. opslag både til Facebooksiden og opslagstavlen i skolen? Få juniorerne til at bage kager og gøre klar til bål? Klanen kunne stå for at planlægge og afvikle aktiviteter.
Og lederne kunne velfortjent holde sig lidt i baggrunden, mens spejderne gennem learning by doing, patruljearbejde og medbestemmelse får stablet et arrangement på benene.
På den måde bliver planlægningen til helt konkret spejderarbejde i ugerne op til arrangementet. Samtidig kan det samle spejdergruppen, fordi alle på hver deres måde bidrager til det samme, og der er samarbejde på tværs af grenene.