Spejder i skolen - skolen i spejder

Næsten alle spejdergrupper har en potentiel samarbejdspartner bare få kilometer fra hytten. En samarbejdspartner, som kan give masser af nye spejdere, bidrage til jeres lokale synlighed, og som samtidig deler væsentlige mål med spejderbevægelsen. Samarbejdspartneren er naturligvis jeres lokale skole.
Denne artikel er et uddrag fra bogen Den gode gruppe – en guide til at udvikle spejdergruppen. Du kan sikkert finde bogen i jeres hytte. Ellers findes den også på spejdersport.dk
Mere inspiration
I kan finde mere inspiration til skolespejd i hæftet ”Spejder på skemaet”. Find hæftet øverst til højre her på siden.
Hvordan ser et skolesamarbejde ud?
Et samarbejde med skolen eller SFO’en kan antage mange former, og rigtig mange grupper er faktisk allerede i gang. Skolespejd behøver ikke være mere avanceret end et almindeligt spejdermøde.
Et samarbejde kunne fx være, at:
- Stå for et 6-lektioners krible-krable-forløb for 2. klasserne i samarbejde med natur/teknik-lærerne.
- Arrangere en alternativ idrætstime for 5. klasserne med klatring og skov-forhindringsbane.
- Invitere SFO’ens børn og pædagoger forbi hytten til en eftermiddag med fede spejderaktiviteter og bålmad.
Husk på, at det ikke nødvendigvis behøver være lederne, der står for skolespejd. Det er en god idé at inddrage ældre spejdere i både at arrangere og udføre aktiviteterne. Flere grupper har fx haft held med at lade troppen stå for fede spejderaktiviteter for de mindre elever.
Det er vigtigt, at I præsenterer elever og pædagoger/lærere for de aktiviteter og metoder, som er kendetegnende for spejder og for jer som gruppe. Hvis idrætslæreren fx foreslår, at jeres klan kommer forbi og laver spejderaktiviteter i den asfalterede skolegård, så foreslå i stedet, at I mødes i skoven eller parken, hvor I er på hjemmebane og kan lave de aktiviteter, I er skarpe på.
Friluftsliv, learning by doing, patruljeliv og oplevelser er oplagte elementer at basere et samarbejde på, som både I, elever og lærere kan have noget ud af.

Hvordan kommer vi i gang?
Mange grupper oplever, at det er overraskende nemt at komme i gang med skolespejd. I nogle kommuner har skolen ligefrem selv kontaktet den lokale gruppe for at få et samarbejde i gang.
Det vigtige er at få etableret en kontakt til skolen forholdsvis tidligt i processen. Dels for at få afklaret, om der er en fælles interesse i at samarbejde, og dels fordi I skal have passet et samarbejde ind med både jeres og skolens andre planer.
I gang med skolespejd – step-by-step
- Tag en snak i ledergruppen eller grenen om, hvilke muligheder I har, og hvordan et samarbejde kan give mening
- Kontakt en udvalgt lærer eller skolelederen
- Skitsér konkrete forløb/aktiviteter, som I kan præsentere for skolen
- Bliv enig om en plan med læreren/skolelederen
- Formalisér – vær skarp på ansvarsfordeling og skriv kontrakt på samarbejdet
- Lav en invitation, der præsenterer forløb/aktiviteter, og som kan hænges op på skolen/sendes ud via skolens intranet
- Indtænk evt. pressen – hvordan kan jeres samarbejde gives fælles PR?
- Evaluering: Hvad kan vi gøre bedre næste gang?