Rekruttering af nye ledere: Tips og materialer
En undersøgelse blandt lederne i Det Danske Spejderkorps har vist, at samtlige ledere i korpset gennemsnitligt skiftes ud hvert fjerde år. Man er med andre ord i gennemsnit leder i fire år – nogen længere tid og nogen kortere. Ledere kommer og går, og rekruttering af ledere er et fast grundvilkår ved at drive en spejdergruppe.
Denne artikel er et uddrag fra bogen Den gode gruppe – en guide til at udvikle spejdergruppen. Du kan sikkert finde bogen i jeres hytte. Ellers findes den også på spejdersport.dk.
Selve rekrutteringen af ledere behøver ikke være svær. Følger man nogle bestemte trin, undgår de gængse faldgruber og har et godt øje for, hvem der viser særlig interesse i spejdergruppen, kan man forholdsvis nemt finde mennesker, som i en eller anden udstrækning gerne vil tage medansvar i spejdergruppen.
Den personlige henvendelse er nødvendig
Det er sjældent nok at hænge et opslag op i den lokale brugs eller sende en seddel med spejderne hjem. Hvis man vil rekruttere ledere, skal man spørge personligt og ofte ad et par omgange.
Har I info på hjemmesiden målrettet potentielle ledere?
Det er godt at have en side, hvor potentielle ledere kan få mere info om, hvad det betyder at være spejderleder. I kan tænde for 'Bliv leder'-modulet under indstillinger på gruppeweb og gøre det nemt at kontakte jer og læse mere om lederrollen. Læs mere her.
Det betyder ikke, at I skal undlade at sende en seddel med spejderne hjem og hænge et opslag op i den lokale brugs – I skal gerne gøre begge dele. Hvis man har set opslaget eller modtaget sedlen og derefter bliver spurgt personligt, har man haft tid til at overveje, hvad det vil sige at være spejderleder, og om det er en rolle, man kan se sig selv i. Spørg gerne ad flere omgange og ad forskellige veje – og husk på, at den personlige henvendelse næsten altid er nødvendig i rekruttering.
Byd på små smagsprøver
Det kan føles som en stor mundfuld, når man bliver spurgt, om man vil være spejderleder: Der er møde hver tirsdag, tre årlige weekendture, en årlig sommerlejr, ledermøder, planlægningsmøder og andre arrangementer fordelt ud på året.
Det er derfor vigtigt, at potentielle ledere stille og roligt bliver præsenteret for, hvad det vil sige at være leder hos jer. Giv dem et par smagsprøver, inden de skal tage endeligt stilling til, om det er noget for dem. Spørg dem fx, om de vil hjælpe til på tre spejdermøder. Går det godt, så spørg, om de vil deltage på næste weekendtur, eller om de vil give en hånd med til næste arrangement i gruppen. For nogle kan en plads i et udvalg eller i bestyrelsen også være en god måde at snuse til lederrollen lidt fra afstand.
Lad dem stille og roligt få en fornemmelse af, hvad det vil sige at være leder i gruppen. Det giver begge parter mulighed for at afprøve, om det er et godt match – det er jo heller ikke uvæsentligt, om I nu også svinger godt med vedkommende.
I tilbyder et lederjob
I skal ikke underspille, hvad det kræver at være leder i en gruppe – men det er vigtigt, at man får det præsenteret, hvad ledergerningen indebærer i et godt tempo og i den rigtige rækkefølge. Når man selv har oplevet, hvor meget energi, man får af at være sammen med 15 juniorspejdere, kan man også meget nemmere sige ja til at skulle til møde hver tirsdag. Og når man har fundet ud af, at gruppens ledere er seje og inspirerende at være sammen med, så er det også helt o.k. at hive en aften ud af kalenderen hver anden måned til ledermøder osv.
Nogle grupper tilbyder også, at en potentiel leder kan blive fast forældrehjælp i en gren. Fast forældrehjælp er en funktion, hvor man ikke er leder, men ”bare” dukker op, når jeres møde/aktivitet begynder, og så giver I dem opgaver som en hjælp til lederne. Men som forældrehjælp deltager man ikke i planlægning, ledermøder m.v. Husk børneattest, men ikke ledererklæring.
Efter noget tid, hvor I har set hinanden an, kan I invitere den potentielle leder med til et specielt interessant lederarrangement i gruppen. Nu er tiden ved at være moden til at tilbyde at hun/han kan blive ”rigtig” leder, blive inviteret til lederaktiviteter, skrive ledererklæring, være med til planlægning m.v.
Husk, at I netop tilbyder et lederjob. Det er ikke alle, der nødvendigvis kan blive leder hos jer. I stedet tilbyder I, at de kan få lov til at blive ledere hos jer.
Lav regelmæssigt en status over potentielle kandidater
Lav det til en fast del af jeres ledermøde, at I drøfter, hvilke potentielle ledere I har i kikkerten. Uanset om I sidder fire eller fyrre mand rundt om bordet, har I et fantastisk netværk tilsammen – hjælp hinanden med at bringe det i spil.
Eksempler på mulige kandidater kunne være:
- Forældre, der altid tilbyder deres hjælp når de bliver spurgt
- En nabo, der snart går på efterløn
- Tilflyttere til byen, der gerne vil opbygge et netværk lokalt
- Tidligere ledere eller spejdere, der har været væk fra gruppen en periode
- Morten fra skolebestyrelsen, der fortæller gamle røverhistorier om hans tid som spejder
Ofte vil alle ledere kunne nævne mindst én person, der er potentiel leder eller hjælper. Husk at tænke bredt i hele jeres netværk af venner, familie, naboer, skolekammerater, tidligere og nuværende kollegaer, bekendte fra andre fritidsaktiviteter osv. I dette kapitel finder I også et eksempel på et skema, I kan bruge til at skabe overblik over potentielle ledere.
Når I har dette overblik, kan I lægge en plan for hver enkelt potentiel leder. Hvis en leder er meget interesseret – og måske endda har hintet til, han eller hun gerne vil være med – så er den oplagte handling naturligvis at spørge, om vedkommende vil være leder i gruppen.
Hvis I er usikre på en potentiel leder, eller hvis I tror, vedkommende selv er lidt usikker på, hvad lederrollen indebærer, bør I lade dem komme ind i lederrollen, lidt efter lidt.