Det Danske Spejderkorps leverer et solidt årsregnskab i 2024

Det Danske Spejderkorps har offentliggjort sit årsregnskab for 2024 med et positivt resultat. Korpset lander et driftsoverskud før afskrivninger og finansielle poster på 1,6 mio. kr., hvilket er næsten 1,5 mio. kr. bedre end budgetteret. Efter afskrivninger og finansielle poster viser regnskabet et overskud på 992.000 kr. mod et forventet underskud på 1,8 mio. kr.
"Vi er meget tilfredse med årets resultat. Det vidner om en økonomisk ansvarlighed, der gør det muligt at investere i det, der virkelig gør en forskel, nemlig flere børn og unge i spejderbevægelsen," siger spejderchef Kristine Clemmensen-Rotne.
"Særligt er vi stolte af, at vi har kunnet fastholde en tydelig strategisk retning og samtidig styrke spejderarbejdet i praksis. Det er blandt andet sket gennem nye værktøjer til rekruttering og fastholdelse, nye kurser samt udvikling af materialer og services til spejdergrupperne," tilføjer spejderchef Mathias Faaborg.
Internt og eksternt regnskab
Det Danske Spejderkorps’ regnskab er opdelt i hhv. et eksternt, formelt regnskab til brug for revision og formel godkendelse samt et internt regnskab til interesserede medlemmer. Det giver mere gennemsigtighed og en mere detaljeret indsigt i korpsets økonomi, samtidig med at det skaber mere effektive arbejdsgange.
Det økonomiske overskud skyldes blandt andet øgede udlodningsmidler, lavere personaleomkostninger som følge af fondsstøttet løn og salg af to mindre, ubrugte skovstykker. Men bag tallene ligger en klar strategisk retning: at sikre, at spejderlivet har de bedst mulige rammer – både i form af gode faciliteter og stærk støtte til de frivillige, der driver det lokale spejderarbejde.
Selvom medlemstallet de seneste år har været under pres, viser udviklingen nu tegn på bedring. I 2025 er medlemstallet stabiliseret og viser fremgang, og over 4.000 børn, unge og voksne deltog i årets store rekrutteringsevent, Spejderdag.
"Vi begynder at se resultaterne af vores målrettede indsatser. Den nye spejderkampagne, Spejderdag med over 4.000 deltagere, tilbud til grupperne om vækstforløb og et styrket kursusudbud i 2025 er alle med til at sikre, at spejderlivet når endnu bredere ud," siger generalsekretær Morten Gade og fortsætter:
"Det er ikke et mål for os at tjene penge, men vi har brug for et stabilt økonomisk fundament, så vi kan tænke langsigtet og skabe størst mulig værdi for spejderne."
Det stabile resultat i 2024 giver tryghed og handlerum til at fortsætte den strategiske udvikling og sikre, at spejderarbejdet kan nå ud til endnu flere børn og unge i de kommende år.
Læs både det eksterne og det interne regnskab samt mere om de enkelte aktiviteter i toppen af siden.