Gå til hovedindhold
Hjem

Main navigation

    • Mærker
    • Aktivitetsdatabasen
    • Inspiration til aktiviteter
    • Friluftsliv
    • Afsted på tur
    • Grej
    • Bålmad
    • Samvær og tryghed
    • Gruppeleder
    • Grenleder
    • Ny leder
    • Bestyrelse
    • Søspejd
    • Divisionen
    • Kurser til ledere
    • Ungdomskurser
    • Onlinekurser
    • Kursusteams
    • Økonomi
    • Hjælp til Gruppeweb
    • Hjælp til Medlemsservice
    • Hjælp til kommunikation
    • Forsikring
    • Blanketter
    • Persondata i Det Danske Spejderkorps
    • Om DDS
    • Oversigt over grupper og divisioner
    • Kontakt organisationen
    • Korpsets vedtægter
    • Korpsets regnskaber og referater
    • Udviklingsplan
    • Strategier og mærkesager
    • Job i DDS
  • Track
  • Kalender
  • Støt DDS
  • Kontakt
  • Presse
  • Job i DDS
  • Bliv spejder
  • Bliv leder
  • Medlemsservice
  • Persondata i DDS
  • Magasiner
  • Spejder Sport
Aktiviteter

100 idéer til orientering fra morfars idébog

Foto Morten Bjerrum Larsen
Lad spejderne prøve kræfter med spejderfærdigheder, som de foregik i 1952, og mærk forskellen fra dengang til nu.
Vejledning

De 100 idéer kommer fra DDS's Idébog, som blev udgivet i 1952 som en del af Temnæsserien, som er en serie temabøger omkring spejderarbejdet. Disse idéer vil skabe sjove oplevelser for nutidens spejdere, da det både udfordrer og giver dem nye perspektiver på klassiske spejderfærdigheder. 

I kan desuden lægge mærke til de sproglige forskelle og have en samtale om hvordan sproget har ændret sig de sidste 70-80 år.  

Idéerne er delt op i kategorier, så I nemmere kan orientere jer i dem.  

Signaturer og kortlæsning 

Lær om hvad kortsignaturer er her, inden I går i gang. 

1. Signatur genkendelse
Få fat i en del billeder af terrængenstande, broer, kirker, gårde, huse osv. og vis dem for patruljen, eet ad gangen. Hver spejder skal tegne signaturen for det viste billede. 

2. Signatur-rebus
Lav en signaturrebus. En lille historie skrives op på et stykke papir, og alle ord, der kan erstattes af en kortsignatur, udelades, og signaturen tegnes i stedet for. 

3. Hemmelig skrift
Lav hemmelig tegnskrift ved at skrive meldingen således, at det er begyndelsesbogstavet i de signaturer, du tegner, der udgør meldingen. Skriv den bagfra, eller brug andet, tredje eller fjerde bogstav i signaturens navn til at skrive meldingen med. Der er masser af muligheder! 

4. Signaturtegn og navne
Hver spejder får en sammenrullet lap papir med navnene på 5 forskellige kortsignaturer. Foran spejderne ligger en række papstykker med signaturer tegnet på – lige så mange signaturer af hver slags, som der er spejdere i patruljen. Spejderne skal nu parre navnene på signaturerne på deres papirlap med tegnene på papstykkerne og aflevere dem til patruljeføreren (eller det vi kalder patruljeleder i dag), som skal tjekke om det er rigtigt. Hvem afleverer først de fem signaturer til PF? 

5. Kortlægning af signaturer
Alle spejderne går op på en bakke og prøver at tegne alle de terrængenstande, de kan se, ind på en skitse. 

6. Fortælling med signaturer
PF fortæller om en tur, han har været med på. For hver gang, han nævner en terrængenstand, tegner alle spejderne dens signatur. Hvem har flest rigtige, når PF er færdig med at fortælle? 

7. Terræn beskrivelse
Træn i at beskrive terrænet efter kort. Gå bagefter ud og se på det i virkeligheden. 

Kompasleg

8. Skattejagt med kompasretninger
Der laves en bane for hver mand i patruljen. Ved starten får alle et stykke papir med en retning og et antal meter. På det sted, man kommer til, findes en ny melding osv. Den sidste retningsangivelse og vejlængde er fælles, og den fører til en melding på en træstamme, der meddeler, at der findes en skat i toppen af træet. Hvem får først fat i skatten? 

9. Skitsering af foto
Tegn skitse efter et foto. Et foto til hver spejder, om muligt det samme, så kan I sammenligne bagefter. 

10. Følg lederen med kompasretning
Hele patruljen går omkring i lokalet. Lederen råber en kompasretning, og alle gør holdt og vender sig i den retning, man mener, er den rigtige. Hvem kan holde længst ud? 

Indendørs orientering

11. Kortlægning ud fra retning
Hver spejder har et stykke papir, en blyant og en lineal. Tegn følgende bane: Gå 3 km i den retning, kirkens kor vender; klokken er 15, gå 200 m mod solen; 50 m imod den stjerne, der ligger i forlængelse af Karlsvognens bagsmæk; 300 m i den retning, hvor der sidder mest mos på fritstående træers stammer osv. 

12. Konkurrence i kortorientering
Del patruljen i to dele, og giv hver del sit kort over samme område i samme målestok. Hold så konkurrence i, hvem der kan finde flest kirker, broer, vejrmøller, store gårde osv. 

13. Konkurrence i afstand og hastighed
Fortæl patruljen, at en flyvemaskine starter fra et bestemt sted på kortet, nævn dens kurs og hastighed samt flyvetid. Hvem finder først, hvor den lander? 

14. Skjuleleg med kompasretning
Del patruljen i par. Hvert par får en kompasretning. En eller anden lille ting ligger skjult i den angivne retning i lokalet eller i de nærmeste omgivelser. Hvem finder først sin ting? 

15. Konkurrence i kompasretning og afstand
Del patruljen i to halvdele og nævn startpunktet. Hver halvdel har sit, kort. Signaler en række navne, på byer; landsbyer, herregårde, bakker og lign. Hvem afleverer først en liste over afstande og kompasretninger mellem disse?

16. Øvelse i kort
Tegn en kortskitse over patruljens ture i dagbogen. Lad det gå på omgang, så alle får øvelse i det. 

17. Tegn patruljens ture på kort
I kan også have et kort over omegnen hængende på væggen i lokalet, hvor alle patruljens ture tegnes ind, eller markeres med farvet sejlgarn. 

18. Orienteringsløb
Arranger, hvert år, både forår og efterår, et eller flere orienteringsløb i samarbejde med en eller flere andre patruljer. Afpas løbet efter deltagerne. Til at begynde med må alle poster ligge ved sammenstød at stier, veje, ved huse, stendysser eller lign. Efterhånden kan I godt lægge et eller flere punkter frit i terrænet, men gør det først i slutningen af løbet, for at de mindre dygtige kan få så meget ud af at deltage som muligt.  

Kombiner woodcraft med højde- og afstands, bedømmelse og orientering

19. Vurdering af træers størrelse og afstand
Vælg et egnet, afgrænset terræn med en del forskellige træarter, helst tyndt bevokset. Giv spejderne besked på at bedømme højden af forskellige træer, hvis beliggenhed angives med kompasretninger og afstande fra hinanden. F.eks.: Hvor høj er det birketræ, der står 39 m SØ for den tvedelte bøg, der står 22,5 m herfra. Mål højden af det asketræ, der står ved sø-bredden 12 m NV for stendyssen osv. 

Højder, afstande, mål og vægt

20. Bedøm mål i lokalområdet
Send spejderne ud parvis for at bedømme afstande, højder og vægt i omegnen af lokalområdet. 

21. Vurdering af forskellige genstandes vægt
Find ud af ved vejning, hvad forskellige almindelige genstande vejer: mursten, økse, spade, brosten, tagsten, tokrone, krus, osv. Det er rart at vide, når man skal bedømme vægten af andre ting. Der er faktisk folk, der med sikkerhed kan bedømme, om et brev vejer over eller under 50 g, men det kræver træning. 

22. Højdebedømmelse
Med hensyn til højdebedømmelse er det praktisk at have kendskab til en række højder. Ved I, hvor højt et alm. fireetagers hus er? Hvor høje er de alm. træer i en skov? Kan du se, om et træ er 20 eller 25 meter højt? Ellers må du i gang med træningen. Prøv de forskellige metoder til bedømmelse af højde på samme træ, og se om resultatet bliver det samme.

23. Modsatte kompasretninger
Signaler en kompasretning f.eks. NØ. Hvem svarer først med at signalere det modsatte? (Her SV). Hver mand har sit signalflag, der kan improviseres af et tørklæde. 

24. Dirigering af flyvemaskine
Anbring en modelflyvemaskine på et kort. Lad spejderne efter tur anbringe den med forskellig kurs, og derefter, kan I gå videre ved at lade maskinen flyve en tur på kortet, der dirigeres af PF med retning og afstand

25. Tegn et fantasikort
Hver spejder tegner et fantasikort med alle signaturer. Kortet skal forsynes med en kompasrose med 16 punkter. Hvem laver den bedste skitse? 

26. Skitsering af rute
Hver spejder laver en skitse af vejen fra nærmeste jernbanestation til tropslokalet eller mellem to andre velkendte steder. 

27. Gæt og grimasser med signaturer
Signaler navne på signaturer. Hver spejder tegner dem. Eller signaler den kurs, et skib har fulgt, og distancerne. Hver mand tegner skitsen. 

28. Eftergiv en flymaskines rute
Sluk lyset i lokalet. En lommelygtes lys på loftet forestiller en flyvemaskines kurs over himmelen. Spejderne angiver efter tur maskinens øjeblikkelige kurs. 

29. Lav eget landekort
Afmærk et areal på et generalstabskort. Hvem laver den bedste, forstørrelse af dette areal? Husk målestok og nordpil. 

30. Gengivelse af kort
En spejder i patruljen fortæller om en rute, han følger på en tænkt tur efter et kort. Han angiver distancer, retninger, omgivelser, landemærker og afstand til disse. De andre tegner efter hans diktat. Når han er færdig, sammenlignes skitserne med kortet. 

31. Gæt af lokation ud fra kort del
Tegn et stykke af generalstabskortet af på gennemsigtigt papir, men uden by- og vejnavne. Se hvem, der først kan afgrænse området på kortet ved hjælp af veje og landemærker. En skitse og et kort pr. mand er bedst, men det kan laves med ét kort og én skitse med én spejder ad gangen. 

32. Hukommelsestegning
Vis en simpel skitse for patruljen, lad dem se på den en passende tid og derefter tegne en skitse efter hukommelsen. Det er slet ikke så let. 

33. Gengivelse af skattekort
Prøv næste gang at lade dem se på en skitse med angivelse af, hvor der er skjult en skat, og lad dem tegne den efter hukommelsen. Se derefter, hvem der først kan finde skatten. (Et æble, en appelsin eller lignende). 

34. Sammenligning af forskellige kort af samme sted
Få fat i to kort over det samme areal. De behøver Ikke at være samme målestok. Læg dem med nord mod hinanden og træn i at finde et sted som udpeges på det ene kort, på det andet. Du kan godt begynde med to kort af samme målestok, det er lettere! 

35. Rute omkring forhindring
En flyvemaskine med maskinskade kan ikke stige over en bestemt højde (afpasset efter kortet). Angiv derefter den nærmeste rute for den mellem to punkter. Det samme kan søspejdere gøre på et søkort, men her drejer det sig om et skib, der stikker tilstrækkelig dybt, til at der kan opstå problemer.

36. Kig på luftkort med kort og kompas
Sammenlign luftfotos med kort og kompas. Hvem kan hurtigst orientere kortet og angive nøjagtig position. 

37. Rutetegning
Træn i at lave ruteskitser mellem to bestemte punkter. 

38. Lav korttegning over lokalområde
Lav en skitse i stor målestok over Jeres by eller bydel til brug ved prøverne. Indtegn brand- og politi station, brandalarmer, læger, apoteker osv. 

39. Indsæt indhegning på kort
Træn i kortlægning af en skov eller et skovområde. Indlæg f.eks. alle indhegninger, stier og andet af interesse, også det, der ikke findes på kortet 1:20.000. Det er rart at have, når man sidder hjemme og planlægger en øvelse, så man kan undgå steder, hvor færdsel er forbudt 

40. Lav jeres egen signaturtavle
Lav en signaturtavle til at hænge på væggen med signaturer gengivet i stor størrelse. Den er god til instruktion. 

41. Lav eget kompas
Lav et kompas med 16 streger, markeret ved knappenåle, stukket i en papskive, med en nipsenål i nord. Brug den til at træne i at kende kompasset med bind for øjnene. Hold konkurrencer heri. 

42. Lav skitser efter luftfotos
Saml på luftfotos af landskaber, og træn i at tegne skitser efter dem. Sammenlign med kort bagefter. 

43. Sammenlign gamle og nye kort
Saml på gamle kort og sammenlign dem med nye. Der findes ofte gengivelser af gamle kort i illustrerede blade. Originalerne er for kostbare. 

44. Lav et stjernekort
Prøv at, lave et stjernekort. Det kan købes, men det er morsommere med et hjemmelavet. 

45. Lav et kort-puslespil
Lav puslespil af kort, der klæbes op på krydsfinér og saves ud efter et indviklet mønster. 

46. Lav støtteramme til tegning af landskaber
Lav en ramme med snoreinddeling til støtte ved tegning af landskabsskitser. 

47. Huskeleg med signaturer
Klip en hel masse små kartonstykker. Tegn en signatur på hver og brug dem til kimsleg eller til konkurrence for at lære signaturerne at kende. PF lader dem falde ned på bordet med signaturen opad, og den spejder, der først nævner signaturens navn, får et point. Gør resultatet op, når alle kortene er brugt. 

48. Omvendt huskeleg med signaturer
De samme kort kan også bruges til en iagttagelsesleg. Alle kortene lægges på bordet med retsiden opad og iagttages af patruljen i 2 min. Derefter vendes de om, og nu skal spejderne efter tur tage en signatur op, som PF nævner ved navn. Så gælder det om at huske, hvor den ligger! 

Modellandskab

49. Lav et modellandskab
Lav huse, kirker, møller, gårde, vindmotorer, jernbanelinier, små tog, biler osv., og fordel dem på et stykke maskinpapir, der er sat fast med tegnestifter på et bord. På papiret tegnes landeveje, jernbanelinjer, søer og åer, bække og grøfter. Kviste stikkes i overskårne propper for at angive træer og skov, og på den måde skabes et helt modellandskab, som bagefter kan bruges til skitsetegning. Kan bruges både indendørs og udendørs. Udendørs kan man også få højdekurver med. Forlang at få skitsen i et passende forhold f.eks. 1:10. Du kan tro, at det kan beskæftige patruljen en hel aften. Og så får de tilmed en god forståelse af, hvordan man tegner en god skitse. 

50. Lav ophæng til eget kort
Var det ikke sjovt at lave en model af det nærmeste terræn omkring patruljens yndlingslejrplads? Den kan laves på en træplade af en hel del papstykker, der skæres ud efter højdekurver og limes oven på hinanden. Derefter glattes overgangene forsigtigt ud med en kniv, modellen males med naturlige farver og der ”plantes” træer og buske. Modellen males med naturlige farver, og terrængenstande placeres korrekt. Det bliver en model, som I kan være stolte af at have hængende på patruljevæggen. 

51. Sammenlign kort i forskellige størrelsesforhold
Saml på kort over det samme område, men i forskellig målestok. Sammenlign dem og brug dem til instruktion. 

52. Find samme retning med bind for øjnene
Et af patruljens medlemmer får et kompas og peger f.eks. mod øst. Bind ham for øjnene, drej ham flere gange rundt og se, om han kan pege i samme retning. 

53. Ret kompasretning efter angivelse
Tegn et kompas i stor skala på gulvet eller på et bord. Lav en lille modelflyvemaskine eller et modelskib og anbring det i kompassets centrum. Spejderne prøver nu efter tur at indstille modellen på en bestemt kurs, som signaleres til dem af PF. Kompasstregerne angives ved mærker, hverken tal eller bogstaver angives undtagen nordretningen. 

Miniatureorientering på kvadreret papir

54. Følg retningerne på papir
Tag et stykke kvadreret papir, og lad hvert kvadrat gælde for en meter. Først går vejen 6 m syd, derefter 8 m øst, 14 m nord, 9 m vest og til sidst 6 m syd. Der ligger målet. Gå derefter ud på en tilstrækkelig stor plads, afmærk startstedet med en pind i jorden og find derefter målet. Det er let gjort, uden at I behøver at rende rundt med et målebånd. Mål afstanden på skitsen fra start til mål og find kompasretningen. Det bliver to meter mod nord og derefter en meter mod vest, og der lægger I en sten. Hver deltager får en lap papir, hvorpå der står afstande og retninger. Når hver enkelt mener, at han har nået målet, sætter han en pind i jorden, og bagefter er det meget let at se, hvem der har vundet. I kan starte alle samtidig, hvis I laver flere baner med fælles start og fælles mål. Det er vældig sjovt at se hele patruljen fare rundt mellem hverandre for til slut at mødes ved målet. Hvis I vil træne patruljen i mere indviklede retninger (NV, SØ osv.), kan du lade afstanden skråt over et kvadrat være 1 m. Ved at flytte banen ud i skoven gør du det hele sværere, da det er vanskeligere at skridte afstande ud i ujævnt terræn. 

Miniatureorientering i terrænet

55. Følg retninger med verdenshjørnerne
Og så kan du gå over til det mere vanskelige: En rigtig orientering, men stadig en miniature. I stedet for at angive retninger, med verdenshjørner kan du bruge grader. (Hvis I ikke har Silvakompas, kan et almindeligt kompas med gradinddeling godt bruges). Sæt små røde skærme op på hver post med retningsangivelse til næste post i grader, og slut som før med at sætte en pind i jorden ved målet.  Ovenstående fremgangsmåde er god for begyndere i orienteringens vanskelige kunst. Den begynder med det lette og bliver gradvis sværere. Du kan selv finde på nye variationer. Der er mange muligheder. 

Bedømmelse af højde, afstand, vægt og antal

56. Lær at bedømme afstande
Hvor høj var han? Kan rebet nå over åen? Hvor meget vejer den sten? Disse spørgsmål melder sig gang på gang, og mange ved ikke, hvordan man skal bedømme det.  Læs om det i Baden Powells spejderbog s. 95, hvis I ejer bogen (Eller SpejderLex på s. 175), og lær denne lille liste udenad:  

  • På 50 m kan man se et menneskes øjne. 
  • På 100 m kan man se et menneskes øjne som pletter. 
  • På 200 m kan man se detaljer i påklædning. 
  • På 300 m kan man se ansigtet. 
  • På 500 m kan man se farven på klæderne. 
  • På 600-700 m kan man skelne hoved og krop. 
  • På 4 km kan man se vinduerne i et hus.  

Du kan selv supplere listen med dine egne erfaringer. Husk på, at forskellig baggrund kan betyde en del. Her er regnet med neutral baggrund. Hvis man holder sin udstrakte arm frem for sig med knyttet hånd, dækker hånden på 50 m's afstand ca. 7,5 m. På 100 m's afstand ca. 15 m.  

57. Lær at bedømme vægt
Vægtbedømmelse kan kun læres ved træning. Tag en fjedervægt med ud på tur, og prøv jer frem. Efterhånden bliver I så trænede, at I også kan bedømme vægten af større genstande, der ikke kan vejes med fjedervægt. Hvad vejer en ko? En hest? En alm. elefant? Undersøg det! 

58. Lær at bedømme med udsnit
Antal bedømmes bedst ved at tage et udsnit og bedømme antallet deri og så lægge mærke til, hvor stor en del af det hele udsnittet er. 

Verdenshjørnerne, kompasretninger 

59. Konkurrence i at lave kompas
Del patruljen i par, og se, hvilket par der først kan lave et kompas med 16 streger af kviste. Kompasset skal være rigtigt orienteret. 

60. Lær at finde nord
Træn i at finde nord ved hjælp af stjernebilleder, solen og et ur. 

61. Find kompasretninger i lejeren
Find kompasretningen til særlig fremtrædende punkter fra patruljens lejrplads. Skriv resultaterne ned og sammenlign med et kort for kontrollens skyld. 

62. Træn misvisning
Du ved, at der er forskel på den magnetiske nordpol og den geografiske (misvisningen). Træn i at beregne misvisningen. Kort over misvisningen findes i universitetets skrive- og rejsekalender, der fås hos enhver boghandler (Eller i SpejderLex på s. 171). Du ved vel også, at misvisningen er forskellig i forskellige egne af landet? 

63. Skyers højde og vindstyrke
Læg mærke til vindretningen og vindstyrken. Hvordan er det med skyhøjden i forhold til vindstyrken? Prøv at sende legetøjsballoner op for at måle vindstyrke. 

64. Modelflyvemaskiner
Prøv at bygge modelflyvemaskiner. 

65. Fugleflugtstur
Prøv en fugleflugtstur. Bestem at I vil følge en bestemt kompasretning og se hvor langt I kan komme trods forhindringer. Planteskoler, dyrkede marker og lignende må ikke passeres. Dem vinkler man sig uden om. Silvakompasset er en god hjælp her, men et billigere kompas kan godt anvendes.

66. Følg rute af flag
Patruljeføreren har i forvejen afmærket en rute med små flag og udmålt den nøjagtige afstand mellem dem og den nøjagtige retning fra det ene til det andet. Nu gælder det om at følge ruten ved hjælp af et kompas og finde alle flagene. Kan også laves som et forhindringsløb eller skattejagt med små sedler sat på en lille pind, så de ikke ses på længere afstand, med spørgsmål. Masser af variationsmuligheder. 

67. Træn orientering i tåge
Hvis det pludselig bliver stærk tåge, benytter I chancen, alarmerer patruljen og går ud og træner i orientering. Det er sværere, end I tror. 

68. Orientering i natten uden lommelygter
Natorientering i buldermørke uden andet lys end en nefalygte (cykellygte) eller en æske tændstikker er også ganske svært. Prøv det! 

69. Besøg observatorium
Aflæg besøg på et observatorium og se, hvor mange stjernebilleder I kan finde. I mangel af et observatorium findes der stjernekort i (de ældre) Spejdernes Lommebog (I kan også finde inspiration i aktiviteten “Oplev stjernerne”).

70. Orientering med stjerner
Prøv i en stjerneklar nat at orientere jer i et ukendt terræn uden kompas, kun ved hjælp af stjernerne. 

71. Find fejl på kort
Del patruljen i to halvdele, den ene under ledelse af PF, den anden under ledelse af PA. Hver halvdel har et kort 1:20.000. Se, hvor mange kortfejl I kan finde inden for et afgrænset område i løbet af en time. (NB. Undersøg, om kortene er lige gamle. I nederste venstre hjørne står opmålingsåret og senere rettelser). 

72. Tegn kortskitser
Tegn kortskitser ved enhver lejlighed. Husk målestok og nordpil.

73. Tegn skitse af jernbane
Hvis der går en bro over et jernbaneterræn, er det en god øvelse at tegne en skitse af sporføring, signalstationer osv. deroppefra. 

74. Tegn skitse af signatur
Tegn skitser af terrænet fra højdepunkter såsom bakketoppe, kirketårne og lign. 

75. Lad spejderne udpege position på kort
Stands pludselig op på en tur, stik kortet ud til en af spejderne og lad ham udpege den nøjagtige position ved hjælp af landemærker og orientere kortet rigtigt. Prøv det ofte, så lægger spejderne mærke til det landskab, de færdes i. Husk på, at I ikke er en flok får, der trasker af sted i hælene på formanden, men selvstændigt tænkende mennesker. 

76. Tur uden kort
Tag på tur uden kort og med et hjemmelavet kompas. Tegn kort, mens I går. 

77. Ukendt terræn uden kort
Prøv at finde vej gennem ukendt terræn uden kort, men med kompas, eller med kort, men uden kompas. 

78. Hvilke terrængenstande kan man se på rejsen?
Det er sjældent, at en spejder har mulighed for at orientere pr. bil på en tur, men prøv det, når lejlighed gives, eller hvad mener du om at finde ud af, hvilke terrængenstande det er, du kan se fra toget? 

79. Besked til patrulje på tur
På en sommerlejr er det morsomt at køre patruljevis hele dagen, efter at TF (tropsfører / grenleder) og patruljeførerne i forvejen har aftalt, at der ved en fremtrædende bro, en kirke, et vejkryds eller lignende lægges besked til dem, der kommer efter, fra den patrulje, der kommer først, om lejrpladsens beliggenhed, som den første patrulje har haft god tid til at finde. Der er spænding over det. Og så er der en mulighed for praktisk anvendelse af sporing! 

80. Fælles mødested, forskellig rute
Del patruljen i to dele og aftal at mødes på et bestemt sted, men gå ad forskellige veje dertil. 

81. Fælles mødested, forskellig rute i mørke
Det samme i skovterræn om natten. Begynd i hver jeres ende af skoven. 

82. Teori om orientering i praksis
Læs i en bog om orientering om principperne for landmåling, og prøv det i praksis med et lille stykke terræn, f.eks. tropsgrunden eller yndlingslejrpladsen. 

83. Model af landskab
Prøv at lave en model af et landskab ude i naturen. Gab ikke for højt til at begynde med. 

84. Landskabs skitser
Tegn landskabsskitser fra højtliggende punkter. 

85. Tegn terrænkort efter luftfoto
Få fat i et luftfotografi og tegn et kort over det terræn, der kan ses på fotografiet. Sammenlign bagefter med et kort over dette område. 

86. Hjemmelavet kompas sammenlignet med rigtigt kompas
Lav et kompas. En rund skive med kompasstregerne på, en nål magnetiseres med en magnet og gøres fast under skiven, der lægges i en skål med vand. Sammenlign med et rigtigt kompas. 

87. Kompasrose
Lav en kompasrose i stort format med alle stregerne på til instruktion. 

88. Lav en signaturtavle
Lav en stor signaturtavle med alle signaturer for 1:20.000, 1:50.000 og 1:100.000. Den får I tit glæde af. 

89. Kimsleg med signaturer
Lav kimsleg med kortsignaturer. En signatur på hvert kort, så de ikke sidder ens hver gang. 

90. Signaturdomino
Signaturdomino er let at fremstille af små papplader delt i to halve. På den ene halvdel skrives en signaturs navn, på den anden halvdel tegnes en anden signatur. Spilles som alm. domino. 

91. Lav et skib med kompas
Lav et skib med flad bund, sæt et kompas fast på kommandobroen, vend skibet i forskellige retninger og find ud af dets kurs.  

92. Lav et solur
Lav et solur i lejren. Kontroller det med et rigtigt ur. 

93. Lav en vejrhane
Lav en vejrhane til tropshuset eller til en af troppens venner. 

94. Lav et korttegningsbord
Lav et korttegningsbord af en krydsfinerplade og anbring en holder til et kompas på den. Målestokke afsættes på siden af pladen. 

Højde, afstand, mål og vægt. 

95. Personlige mål
Gang på gang har du brug for at kunne bedømme, hvor langt der er over en å, hvor meget en sten vejer, hvor højt et træ er osv. Men ved du, hvordan du skal bære dig ad med at finde ud af det? Den eneste måde er at træne i det og blive ved med det, til du er blevet sikker. I de gode, gamle dage regnede man med fod, alen og tommer. En fod var en voksen mands fods længde, en alen var underarmens længde, og en tomme længden af tommelfingerens yderste led. Disse mål blev efterhånden standardiserede, idet man tog gennemsnittet af en hel masse forskellige menneskers mål. Men nu er disse gamle måleenheder forladt til fordel for metersystemet, der er mere praktisk at regne med. Vi må derfor bruge metersystemet og måle forskellige afstande ud på os selv, så vi altid har dem ved hånden. Stil et skema op, og mål svarene på dig selv: 

  • Hvor mange skridt går du på 100 m? 
  • Hvor mange løbeskridt på 100 m? 
  • Spændvidden mellem din tommel- og lillefingers spidser?
  • Længden af yderste tommelfingerled? 
  • Underarmens længde fra spidsen af tredje finger til albuen?
  • Din højde?
  • Hvor højt kan du nå? 
  • Hvor langt er der fra den ene hånds fingerspidser til den andens, når du strækker armene ud til siden? 
  • Bredden af din tommelfinger? 
  • Længden af din pegefinger? 
  • Din fods længde?  

Læs mere om personlige mål i SpejderLex s. 187 

96. Patruljens personlige mål
Du kan selv finde på andre metoder. Det er også rart at vide, hvor lang patruljestanderen er. Den har I jo altid med jer. Måske var det en idé at skære en målestok ud på den fra øverst til nederst. Et lille hak for hver cm og et særligt mærke for hver 10 cm. Redningsrebets nøjagtige længde kender I vel også? Her kan også laves et praktisk målebånd til brug for større afstande. Træk med en grov stoppenål, eller en sadelmagernål, et stykke farvet sejlgarn gennem rebet for hver meter, vikl sejlgarnet et par gange rundt om rebet og bind en lille knude. Praktisk og enkelt! 

97. Måling af træs højde
Hvis du skal måle et træs højde, kan du selvfølgelig sende den mindste spejder op i toppen af det, og lade ham tage jeres kombinerede redningsreb og målebånd med sig, men det er for besværligt. Send hellere en spejder hen til foden af træet og mål selv I nogen afstand, hvor mange gange hans højde går op i træets højde. Det kan snyde lidt med høje træer, så du må som regel runde det opad. 

98. Vandfadsmetoden
Prøv også vandfadsmetoden, skyggemetoden og at ”lægge træt ned”. 

99. Mål bredden af en å
Bredden af en å kan måles på flere måder, som beskrives i Baden Powells spejderbog s. 96 (Eller i SpejderLex s. 175). Med napoleonsmetoden sigter du ved hjælp af skyggen på din spejderhat. 

100. Skyggemetoden
Med skyggemetoden sammenligner du skyggelængden af jeres patruljestander med skyggelængden af træet (Læs mere i SpejderLex s. 175). 

Reflektionsspørgsmål

Hvad gjorde at det var en god aktivitet?

Hvad har du lært af denne aktivitet?

Information

Type
Orientering
Målgruppe
Mikro
Mini
Junior
Trop
Varighed
15-30 minutter

Følg med på Facebook

Følg Spejder på Facebook Følg DDS på Facebook

Kontakt

Det Danske Spejderkorps
Arsenalvej 10
1436 København K

Tlf. 32 64 00 50

info@dds.dk

Footer

  • Hurtige genveje
    • Kalender
    • Magasiner
    • Job i DDS
    • Privatlivspolitik
    • Cookiepolitik
    • Nyhedsbreve

Følg os her