Skibet er ladet med...
Hyggelig og sjov gætteleg, der er nem at lege, hvor spejderne skal kunne tænke hurtigt og kreativt. En rigtig god leg, hvis der opstår hul i programmet, eller hvis man vil have pulsen op.
Vejledning
- Deltagerne sidder i en rundkreds.
- Legen starter med, at en deltager kaster en lille bold eller en anden blød ting til en af de andre og siger: "Skibet er ladet med T".
- Den person, der griber bolden, skal skynde sig at finde på et ord, der begynder med bogstavet "T", f.eks. "tønder".
- Herefter kastes bolden igen, og man fortsætter med: "Skibet er ladet med K". Det er en betingelse, at de ting, der nævnes, er noget fysisk, man kan tage og føle på – og som kan findes på et skib, f.eks. ’kager’, ’kat’, ’kiste’, ’knap’, ’knibtang’ og ’klud’. Immaterielle ord, som f.eks. ’kærlighed’, ’klog’ eller ’kolbøtte’ kan derimod ikke bruges.
- Når en deltager får bolden, så har de 10 sekunder til at finde på et ord. Hvis det ikke lykkedes, udgår de af legen. Man fortsætter legen til der kun er én deltager tilbage.