Færdighedsmærke
Telt
Målgruppe
Mini
Info om mærke
Spejdere på tur har sovet ude i naturen, lige så længe spejderbevægelsen har eksisteret. Det er en naturlig del af vores aktiviteter. Når vi sover i naturen, skærmer teltet fantastisk mod vind og vand. Dertil holder det godt på varmen, og så er det hyggeligt! Alle, der har prøvet det, ved, at en overnatning i det fri giver gode kræfter til morgendagens anstrengelser, og at fuglenes kvidren er det bedste vækkeur. Med dette mærke lærer minispejderen at slå telt op og overnatte i det.

Spejdernes skal:

  • Kunne slå den type telt op, som I bruger i jeres gruppe.
  • Have overnattet i et telt, han/hun selv har været med til at slå op.
  • Have lavet en hyggeaktivitet i teltet.
  • Have hørt om regler for at slå telt op ift. sikkerhedsafstand og brandfare.

Varighed:

1-2 møder og en tur. Det er oplagt at lave et møde, hvor spejderne instrueres i at slå teltet på og en tur, hvor spejderen prøver at slå teltet op igen. Det er vigtigt, spejderen har prøvet at slå teltet op flere gange, har forståelse for, hvordan teltet slås op og deltager aktivt i teltopslagningen.

Feedback/videreudvikling af mærket:

Har du en velegnet aktivitet eller en idé til, hvordan mærket kunne tilpasses/videreudvikles? Så skriv til program@dds.dk

Forslag til forløb:

Regler

For at du trygt kan overnatte i teltet, er der nogle regler, du skal overholde.

Brandfare. Den største fare, der kan opstå, når du ligger i telt, er ild i teltet eller ild i noget, der ligger inde i det. Derfor må du aldrig tænde ild inde i teltet. Madlavning, tændte stearinlys eller anden åben ild inde i teltet er forbudt!

Sikkerhedsafstande:

  • I skal sørge for mindst 3 meter fri plads mellem en bålplads og jeres telt.
  • Afstanden mellem telte skal helst være 2 meter. Man regner fra bardun til bardun. Hvis der går ild i naboteltet, spreder den sig ikke så hurtigt, nå der er god afstand mellem teltene.
  • Der skal stå en brandspand med 10 liter vand ved hvert telt. Den skal altid være fyldt.
  • På lejre stiller vi maks. 8 telte sammen, og fra dem regner vi 2 meter før den næste klynge telte. Der er særlige regler på store lejre.

Flere telttips

Placering

Tænk over, hvor I placerer jeres telt. Er der nogle buske, som kan give lidt læ? Solen står som bekendt op i øst, står højest i syd og går ned i vest. Vil I gerne have morgensol eller aftensol? 

Hvor kommer vinden fra de dage, I skal ligge i lejr? I vil formodentlig helst ikke have vinden stik ind i åbningen. Tjek gerne vejrudsigten hjemmefra. Og medbring nogle ekstra store pløkke, hvis det bliver stormvejr.

Tænk over, hvad der sker, hvis der fx kommer meget vind – eller hvis det står ned i stænger. Ligger teltet i en ’gryde’, hvor regnvand kan samle sig under det? Hvor skal man grave render for at dirigere vandet uden om teltet, hvis det virkelig regner meget?

Vedligeholdelse af telte

Alle telte skal passes på, hvis de skal holde længe. Hvis du passer rigtigt godt på et bomuldstelt, kan det sagtens holde i 20-30 år! Telte lavet af kunststof holder normalt kun 5-10 år, alt afhængigt af brug. 

Hovedreglen er, at telte skal være rene og helt tørre, inden de pakkes væk efter en tur. Få børstet evt. skidt eller jord af dugen, og hæng den op til tørre.

Når du er helt sikker på, at stoffet er tørt, pakker du det pænt sammen og lægger det i posen, der passer til. Lunkent vand og en blød opvaskebørste klarer meget. Er dugen meget beskidt, kan du bruge en let opløsning med opvaskemiddel.

Specielt vedrørende telt af kunststof

Bruges teltet meget, skåner man bunden meget ved at lægge en let presenning under, også kaldet et ’footprint’. I en snæver vending kan du også bruge presenningen til at sidde på, hvis du har slået oversejlet op for sig som læ til en pause. Bemærk desuden, at nogle telte (fx i polyester) er særligt udsat over for kraftig sol, som langsomt nedbryder materialet. Det er værd at tænke over, hvis teltet fx skal med på standlejr år efter år.

Specielt vedrørende bomuldstelte

Er dugen blevet jordslået, er Atamon en god løsning til at tage det værste. Lad det ikke komme så langt – få tørret teltet, inden det opstår.
Oversejlet skal imprægneres jævnligt, gavlene på inderteltet ligeså. Så holder det vandet ude, bare du ikke rører ved dugen.

Evaluering

Lav evt. 'Slikevaluering' i teltet på sidste del af turen: https://aktiviteter.dds.dk/aktivitet/722