Tjekliste til gruppeweb
I dag fungerer hjemmesider primært som et online visitkort, som potentielle medlemmer og deres forældre møder som det første, når de søger efter en lokal spejdergruppe. På denne side finder du inspiration til, hvordan I sikrer, at spejdere, ledere, forældre og andre interesserede kan finde information om jeres gruppes adresse, kontaktoplysninger, kontingent samt hvordan man melder sig ind og ud af jeres gruppe. Det gør det nemt for dem at kontakte jer for at prøve spejderlivet af i jeres gruppe, høre mere om hvordan det er at gå til spejder eller være spejderleder hos jer og komme på besøg.
Kontaktoplysninger
Det er vigtigt, at jeres medlemmer og interesserede forældre og potentielle nye ledere kan kontakte den rigtige i jeres gruppe. Husk derfor at opdatere kontaktoplysninger på stamkort i Medlemsservice - både for hver gren og hele gruppen. Det vil gøre kontaktoplysningerne synlige på jeres hjemmeside under hver gren samt i footeren på hjemmesiden.
Samtidig bliver jeres gruppes adresse på kortet på jeres hjemmesides forside samt på spejder.dk retvisende, og det er dermed nemt at komme på besøg hos jer.
I gruppeweb kan I også lave en side om 'Ledergruppen' med kontaktinformation til hver grens ledere.
Se videoguide om at opdatere kontaktoplysninger
Se videoguide om hvordan Medlemsservice og gruppeweb arbejder sammen
Kontingent
Gør det nemt for interesserede forældre og børn at læse om medlemskontigent i jeres gruppe ved at lave en artikelside om dette. Her kan I fortælle, hvad kontingentet er, samt hvornår og hvordan det opkræves i jeres gruppe. I kan også beskrive, hvad kontingentet går til og oplyse kasserens kontaktoplysninger for flere spørgsmål.
Ind- og udmelding
Det er en god idé at lave en artikel, hvor I skriver, hvordan man melder sig ind i jeres spejdergruppe. Her kan I beskrive, hvordan man melder sig ind, om I har venteliste, om man modtager en startpakke, og hvordan man anskaffer sig en uniform og andet nødvendigt startmateriale. Klæd jeres nye spejder eller leder godt på til at starte i jeres fællesskab.
På samme måde kan I gøre udmeldelse af jeres gruppe gennemsigtig i en artikel, der beskriver, hvordan man melder sig ud i Medlemsservice, selvom det er trist at sige farvel til et medlem.