Sæt kryds i kalenderen: Spejderne holder grundlovsfest
I spejderbevægelsen skaber vi sammen rammerne for, at børn og unge i bliver om bevidste om vores demokratiske samfund og får modet til at indgå i det.
Det Danske Spejderkorps er allerede gennemsyret af demokratiske handlinger. Vi ser det når vi afholder alt fra grupperåds- og korpsrådsmøder til de ugentlige snakke om, hvad de enkelte patruljer skal lave af aktiviteter næste uge, næste måned eller næste år. Det er her vores børn og unge lærer at bidrage i debatten. Lad os skabe rammerne for det møde. Lad os være med til Grundlovsfesten i 2025.
Grundlovsdag er en oplagt mulighed for at gå i dialog med politikere på fra rådhuset og fra Christiansborg. Vi skal vise spejder frem og melde os på banen som en aktør i vores lokalsamfund.
Det er vores opgave at sikre, at børn og unge får mulighed for at træde frem, tage ansvar og øve sig i demokratiets værdier. Når vi lærer vores spejdere at høre andres meninger og danne sine egne - at tage medansvar i familie og samfund – så lærer vi dem, at deres stemme gør en forskel.
Samarbejdet mellem Spejderne og Grundlovsfesten handler om at skabe en masse fede aktiviteter til spejdergrupper landet over, der kan bruges til at gøre et gruppemøde omkring den 5. juni til en demokratisk festdag.
Vi har allerede grupper der har god erfaring med at invitere lokalpolitikere til bål-samtaler, få de unge spejdere og deres klassekammerater med til debatter eller sende spejdere ud til valgmøder. Til grundlovsfesten kan vi lave alt fra et optog til et internt rettighedsspil, grundlovskageløb eller holde en tale.
Spejderne nedsætter en tværkorpslig gruppe af frivillige som skal udvikle inspirationsmateriale til alle grupperne i alle korps. Fokus for materialet er, at det skal være nemt og sjovt for gruppen, så derfor vil det ikke kræve mere end maksimum et par planlægningsmøder til forberedelse og så selve grundlovsfest-spejdermødet til aktiviteten.
Grundlovsfesten vil til lejligheden have skabt en pulje, hvor spejdergrupper kan søge om op til 3.000 kroner til festlige aktiviteter, ligesom det vil være muligt for grupperne at få tilsendt et mærke, som I kan uddele til spejderne efter aktiviteten.
Mere information om puljen og aktiviteterne vil blive delt i løbet af foråret, når materialet er klart og puljen åbner for ansøgninger.
Vil du være med til at skabe aktivitetsmaterialet?
Du er mere end velkommen til at bidrage til arbejdet med at udvikle fede aktiviteter til spejdergrupper i hele landet. Du kan skrive til kirstine.svansoe.iversen@kfumspejderne.dk, mgr@frivillig.dds.dk eller samfundsengagement@pigespejder.dk for at høre mere om, hvordan du kan bidrage.