Om 'Bliv Spejder'-kampagnen

Som led i vores plan for at blive flere spejdere lancerer vi i april 2025 en ny ’Bliv spejder ’-kampagne. Kampagnen går i korte træk ud på at vække forældres interesse for, at deres barn kan blive spejder.
Vi ved nemlig, at spejdere starter i vores fællesskab, fordi deres forældre vælger det som en fritidsaktivitet. Men for at forældre vælger spejder som en aktivitet for deres børn, skal de kende til spejderlivet og kunne se værdien i det.
Kampagnen bygger den centrale indsigt, at mange forældre i dag mangler færdigheder og viden om naturen. De har ikke et nært forhold til naturen og kan derfor ikke give den videre til deres børn.
’Bliv spejder ‘-kampagnen aktiverer både børn og voksne. Vi vil nemlig både være flere spejdere og flere ledere i vores spejderkorps.
Kampagnematerialet er en kampagnefilm, kortere videoer, billeder og andet indhold, som bliver delt online, på sociale medier og på Spejdersports platforme. Det er også muligt at bestille fysiske kampagnematerialer til sin spejdergruppe. Ligesom der kan downloades indhold til brug på sociale medier og en skabelon og guide til pressemeddelelser til lokalmedier. Du finder alt til brug for din spejdergruppe og en guide på dds.dk/spejderdag.
Alt kampagnemateriale har til formål at invitere til Spejderdag 2025 den 11. maj. Helt lavpraktisk er den nationale Spejderdag en åbent hus-dag, hvor så mange spejdergrupper som muligt byder børn og forældre velkommen til spejder for første gang. Her kan de få en forsmag på spejderlivet og forhåbentlig få mod på mere – både børn og voksne.
Til august inviterer hver gruppe alle nye som gamle spejderne og deres forældre til Spejderforældredag. Et særligt fokusområde i kampagnen er nemlig at spejderlivet er noget vi deler med hinanden. På spejderdagen tager forældre og børn det nye ’læremester-mærke’ sammen når spejderne lærer deres forældre en valgfri spejderfærdighed. Forløbet og Spejderforældredag skal engagere både forældre og børn i fælles læring og styrke deres forbindelse til spejderlivet.
Kampagnen her er en del af den samlede vækststrategi vi vedtog i Det Danske Spejderkorps i foråret. Den skal være med til at gøre flere børn og forældre opmærksomme på spejder som fritidsaktivitet. Læs mere om vækststrategien her.
Kampagnen gentages i 2026 og 2027.
Har du spørgsmål til kampagnen kan korpskontoret kontaktes på info@dds.dk.
Du kan også deltage i online spørgetime den 11. marts kl. 20-21.