Nyhed: Kom til årsmøde i dit lokale friluftsråd
Hvad er et lokalt friluftsråd?
Friluftsrådet har 23 lokale friluftsråd, som dækker hele landet og engagerer ca. 200 frivillige. De lokale friluftsråd er talerør for alle, der bruger naturen og varetager derfor det samlede friluftslivs interesser. Lokale mærkesager er fx adgang til naturen, kommunale friluftsstrategier, mere og bedre natur, etablering af friluftsfaciliteter eller nye stier og ruter.
De lokale friluftsråd følger og påvirker sager i kommuner, danner relationer til lokale foreninger, laver høringssvar, deltager i besigtigelser, skriver debatindlæg m.m.
De er også repræsenteret i kommunernes grønne råd, nationalparkråd, skovråd, vandråd og naturnationalparknetværk, nationalparkbestyrelser og har derfor en fast stemme i relevante friluftspolitiske fora.
Har du lyst til at få indflydelse på friluftslivet i dit område og være med til at fremme adgang til en rig natur, så flere kommer ud i naturen og lærer at passe på den?
Friluftsrådet står over for en stor opgave med at sikre, at vi får god adgang til de mange nye naturområder, som de lokale treparter skal levere, og det er bare ét af de mange vigtige emner, hvor du kan være med til at gøre en forskel for friluftslivet i dit lokalområde.
Friluftsrådet har 23 lokale friluftsråd, hvor ca. 170 frivillige er engageret i at skabe de bedste muligheder for friluftslivet i landets 98 kommuner. Nu kan du blive frivillig i dit lokale friluftsråd og få mulighed for at sætte dine ideer og projekter på den kommunale dagsorden. I løbet af de næste måneder holder dit lokale friluftsråd nemlig årsmøde, og du kan finde dato og sted her.
”Vi har behov for at flere engagerer sig i friluftslivets sag, for vi ved, at der rundt om i landet mangler ridestier, sheltere, strande med gode faciliteter eller bedre adgang til nye naturområder. Jeg håber derfor, at flere har lyst til at blive en del af deres lokale friluftsråd”, siger Torbjørn Eriksen, konstitueret direktør i Friluftsrådet.
Brug muligheden for indflydelse
Dit lokale friluftsråd er et samlingssted for alle der dyrker friluftsliv i din kommune. Her kan du møde andre frivillige, som brænder for friluftsliv og for, at alle skal have gode muligheder for at opleve naturen.
Èn gang om året er der årsmøde, hvor der er valg til bestyrelsen og mulighed for at melde sig til forskellige temagrupper. Du er også velkommen til bare at møde op og blive klogere på, hvad der sker i dit lokale friluftsråd eller komme med ideer til arbejdet, uden at du forpligter dig.
Temagrupperne er åbne for alle, men for at stemme eller stille op til bestyrelsen, skal du være medlem af en lokal forening under Friluftsrådets medlemsorganisationer.
Find ud af, hvornår der er årsmøde i dit lokale friluftsråd her.
Det er nemt at være med
Du kan være med på mange forskellige måder – også uden at forpligte dig mange år frem i tiden.
Du kan bl.a.:
- blive aktiv i en lokal bestyrelse
- blive aktiv i en temagruppe, som arbejder med afgrænsede indsatser og projekter
- deltage i årsmøder, sommermøder, temaaftener etc. og komme med input til det friluftspolitiske arbejde.
Fem gode grunde til at være med
- Du får bedre mulighed for at sætte dit eller din forening/klubs projekt eller mærkesag på den kommunale dagsorden.
- Når vi går sammen, kan vi bedre tale friluftslivets sag og få politikerne til at lytte
- Du bliver en vigtig spiller i et lokalt netværk med andre natur- og friluftsinteresserede
- Du bliver en del af et socialt fællesskab, der har det sjovt sammen
- Du får ny viden og kan høre om andre spændende projekter