Ny pris skal hylde spejderlederes aftryk i både erhvervslivet og det frivillige arbejde
Neksus-prisen tildeles en spejderleder, der på fornem vis har formået at forene sin professionelle succes med sin passion for frivilligt arbejde inden for spejderbevægelsen. Prisen anerkender individer, hvis professionelle liv er inspireret og beriget af den fællesskabsopbyggende kultur i det frivillige arbejde, og som samtidig bringer deres erhvervsmæssige strategisk målrettethed og effektivitet ind i deres spejderlederrolle. Prisen fokuserer på ledere, der er i gang med at skabe positive forandringer i disse år og som er på vej frem.
Disse betydningsfulde bidrag i samfundets to vidt forskellige arenaer styrker fundamentet for vores demokratiske samfund og søger samtidig at inspirere yngre ledere til at dedikere tid til frivilligt arbejde som en del af deres karriere.
"Neksus-prisen repræsenterer et vigtigt bindeled mellem erhvervslivet og den frivillige verden. Vi ønsker at hylde de ledere, der gør en forskel begge steder og på den måde styrker samfundets sammenhængskraft," siger Henrik Ballebye Okholm, partner i Copenhagen Economics. "Det er en unik mulighed for at anerkende dem, der formår at bringe deres erhvervserfaring ind i spejderarbejdet og omvendt – til stor gavn for både erhvervslivet og samfundet som helhed."
Neksus-prisen, som ledsages af en pengepræmie på 5.000 EUR fra Copenhagen Economics, skal bruges på spejderaktiviteter efter vinderens eget valg. Prismodtageren forpligter sig samtidig til offentligt at rapportere, hvordan præmien er blevet anvendt. Prisen udgør en anerkendelse af det unikke bindeled mellem erhvervslivet og spejderbevægelsen og søger at opmuntre til fortsat engagement og udvikling i begge felter.
"Vi er meget stolte over at kunne præsentere Neksus-prisen sammen med Copenhagen Economics," udtaler Kristine Clemmensen-Rotne og Mathias Faaborg, spejderchefer i Det Danske Spejderkorps. "Denne pris er ikke kun en anerkendelse af de bemærkelsesværdige resultater, vores spejderledere opnår både i og uden for spejderarbejdet. Den er også en påmindelse om den enorme værdi, frivilligt arbejde har for den enkelte og for samfundet som helhed."
Copenhagen Economics sponsorerer Neksus-prisen for at ære sin stifter, Claus Kastberg Nielsen, der selv er et lysende eksempel på de egenskaber, som prisen belønner. Claus har ikke kun haft en succesfuld karriere som stifter og leder af Copenhagen Economics, men også som en yderst aktiv spejderleder i Det Danske Spejderkorps, bl.a. som gruppeleder i Stjernegruppen, hvor hans bidrag har haft stor betydning for spejderarbejdet i Odense såvel som i Danmark.
Neksus, som betyder en central forbindelse, symboliserer den centrale rolle, som disse ledere spiller i både deres professionelle liv og i spejderbevægelsen. Det er håbet, at prisen vil skabe inspiration for andre til at finde balance og synergi mellem deres erhvervsliv og frivillige engagement.
Det Danske Spejderkorps vil hvert år åbne op for indstillinger af kandidater til Neksus-prisen, hvor en komité efterfølgende vil udvælge vinderen. Komitéen består af Mette Kaagaard, CEO i Microsoft Danmark & Island, Peter Møllgaard, rektor på CBS, Kristine Clemmensen-Rotne, spejderchef i Det Danske Spejderkorps, og Claus Kastberg Nielsen.
Kriterier for Neksus-prisen:
- Kandidater skal være aktiv spejderleder i en enhed med børne- og ungeaktiviteter (f.eks. spejdergruppe, -center eller -løb).
- Kandidater skal have en aktiv erhvervskarriere (privat eller offentlig).
- Kandidater skal have opnået bemærkelsesværdige resultater i sin erhvervskarriere.
- Kandidater skal have opnået bemærkelsesværdige resultater for børn og unge i sit frivillige virke.
Du kan indstille kandidater til prisen via formularen på Det Danske Spejderkorps’ hjemmeside, hvor du kort skal beskrive to konkrete eksempler fra de seneste år på kandidatens arbejde. Fristen er den 15. september 2024.
Prismodtageren vil blive offentliggjort og fejret på Det Danske Spejderkorps' generalforsamling i Billund i november, hvor over 1000 deltagere samles.