Når det ikke er spejdernes grænser - men mine
Det er her, et centralt spørgsmål bliver afgørende. Forskeren Ellen Beate Hansen Sandseter stiller et enkelt, men grundlæggende spørgsmål til voksne omkring børn: Er det mine grænser - eller spejdernes - der afgør, hvor langt de må gå? Det er et spørgsmål, der kan give uro. For det peger ikke på regler, tjeklister eller procedurer, men på os selv. Som ledere har vi alle vores egne erfaringer, bekymringer og risikogrænser. Nogle af dem er formet af ansvarsfølelse. Andre af tidligere oplevelser, forældreperspektiver eller en indre “pas nu på”-stemme, der melder sig, når noget bliver uforudsigeligt. Det er menneskeligt. Og det er helt normalt.
Farligt – eller bare ubehageligt?
En vigtig del af lederens indre arbejde handler om at skelne mellem to forskellige oplevelser:
- Det er farligt
- Det føles ubehageligt
De to ting er ikke det samme, men de kan føles ens i kroppen. Når en spejder klatrer højere, end vi selv ville turde, eller leger med fart, højde, ild eller vand, kan vores egen uro vågne. Pulsen stiger. Tankerne kører. Trangen til at gribe ind melder sig. Her kan det være hjælpsomt at standse et øjeblik og spørge sig selv: Er det her en reel fare eller er det min egen utryghed, jeg reagerer på? At stille det spørgsmål betyder ikke, at man ignorerer risiko. Det betyder, at man vurderer den mere præcist.
Den indre dialog: “pas nu på” eller “jeg står her”
De fleste ledere kender den indre stemme, der siger: Pas nu på. Den stemme er ikke forkert. Den er en del af vores ansvarsfølelse. Men hvis den altid får lov til at styre, kan den komme til at lukke legen ned, før spejderne selv har mærket, hvor deres grænse går. Et alternativ er ikke at ignorere stemmen, men at supplere den med en anden indre sætning: Jeg står her.
“Jeg står her” betyder ikke, at alt er tilladt. Det betyder, at du er nærværende, opmærksom og klar til at handle, hvis noget tipper, uden at gribe ind for tidligt. Det er et skift i mindset: fra at fjerne usikkerhed til at rumme den sammen med spejderne.
Det er normalt at blive nervøs
Hvis du nogle gange bliver i tvivl eller nervøs, når legen bliver vild, er der ikke noget galt med dig som leder. Tværtimod. Nervøsitet kan være et tegn på, at du tager dit ansvar alvorligt. Forskning i børns gåpåmod peger på, at børn udvikler mod og vedholdenhed, når voksne kan fungere som en tryg base, ikke ved at løse udfordringerne for barnet, men ved at være til stede og støtte, mens barnet selv prøver. Det afgørende er derfor ikke, om du bliver nervøs, men hvad du gør med nervøsiteten. Lader du den automatisk føre til et stop? Eller bruger du den som anledning til at mærke efter, vurdere situationen og eventuelt justere rammen?
Lederfællesskabet som støtte
Vild leg bliver ikke bæredygtig, hvis hver leder står alene med sine vurderinger. Den bliver bæredygtig, når vi deler tvivl, ansvar og refleksion i lederfællesskabet. At tale med andre ledere om:
- hvad der gjorde dig urolig
- hvor du valgte at give plads
- hvornår du greb ind og hvorfor
…er ikke et tegn på usikkerhed. Det er et tegn på faglighed. Når ledere sammen reflekterer over egne og hinandens risikogrænser, skabes der grobund for at finde en god balance, både for spejderne og for de voksne.
At justere sit indre kompas - sammen
Der findes ikke én rigtig grænse og ikke én perfekt vurdering. Som leder vil du opleve situationer, hvor du er i tvivl. Det afgørende er ikke at undgå tvivlen, men at være bevidst om, hvordan den påvirker dine valg. Derfor er refleksionen vigtig. Ikke for at gøre spejderlivet mere forsigtigt, men for bedre at kunne skelne mellem, hvornår spejderne har brug for, at du træder til, og hvornår de har brug for, at du træder et skridt tilbage. Når vi bliver mere opmærksomme på vores egne grænser, bliver det også lettere at skabe plads til spejdernes erfaringer.