Mindeord: Jette Rasmussen - En ildkerne er slukket

Onsdag i sidste uge faldt en af de spejderledere, der har medvirket til allermest bevægelse i vores fælles spejderidé. Jette Rasmussen døde i sit hjem i Ringsted i en alder af 65 år. Hun var mor, mormor, svigermor, søster, svigerinde og moster. Og så var hun spejder. Og blandt os, der kendte Jette, er vi mange, der nu sidder tilbage med mindet om en spejderkammerat, der ofte vægtede ansvaret for andre højere end ansvaret for sig selv - en spejderleder og pædagogisk tænker, der har vist os, hvor stort et aftryk, man kan sætte, når man gør sit bedste.

Jette voksede op i Sakskøbing på Lolland som nummer to i rækken af fire piger. Syv år gammel begyndte spejderlivet som blåmejse i Prinsesse Margrethe Trop. Jette elskede det aktive, eventyrlige og aktivitetsbaserede spejderarbejde - men havde ikke meget succes som patruljeleder for en flok jævnaldrende teenagepiger, der hellere ville tale om drenge. Derfor var det godt at blive medhjælper hos minierne, der elskede at lege. Senere i livet pegede Jette på, at spejderarbejdet handler om noget væsensforskelligt i de forskellige aldersgrupper og grene - og at ansvar ikke er noget, der bare vokser med alderen - det transformeres grundlæggende.

Jette har altid været medlem af en lokal spejdergruppe - i Sakskøbing, Vordingborg, Ringsted og Brejning - og i tidens løb været mikro-, mini-, junior-, trops- og gruppeleder. Hun har altid tænkt, at det var der, hun hørte til - i en gruppe. Men samtidig har hun præget vores fælles spejderkorps som både frivillig og ansat på korpskontoret i flere perioder - og ikke mindst via sit virke som forstander på Brejning Efterskole. Her stod hun i perioden 2006-2015 i spidsen for et kraftcenter i dannelsen af frustrationsrobusthedskompetente unge.

Ledertræningen
Da Jette umiddelbart efter sin studentereksamen i 1979 begyndte at læse til lærer på seminariet i Vordingborg, stødte hun på spejdere, der var involveret i den nationale del af Det Danske Spejderkorps. De inviterede Jette med, og snart lavede hun ledelseskurser i spejderkorpset. Som 22-årig blev hun færdiguddannet lærer, tog på Gilwell og blev lærer for en 7. klasse i Rasted på Lolland. Aldrig bleg for en udfordring, tog hun imod buddet om at undervise i tysk, skønt de eneste formelle kompetencer stammede fra tiden som ansat på overfarten Rødby-Puttgarden. Et par år senere spurgte den legendariske Bagheera - Lise Lund-Jensen - om Jette ville være med til at lave Gilwell. Jette tænkte selv, at hun ikke havde nok erfaring til at lave det kursus - men det var en chance, så hun takkede ja. 

Derefter lavede hun Gilwell seks år i træk, kursus for ledertrænere og kom med i ledertræningsudvalg som Gruppe-Gruppen og Decentral Uddannelse. Jette har beskrevet tiden som en guldalder for ledertræningen i DDS, hvor hun fik afløb for en særlig egenskab, hun ellers havde lært at pakke væk under læreruddannelsen. Som mange vil kunne genkende, besad Jette en særlig fornemmelse for andre mennesker. Hun kunne mærke, hvordan de havde det. Ikke logisk, rationelt — men intuitivt og instinktivt. Og netop den egenskab blev anerkendt i ledertræningen i DDS. Selv sagde Jette nogle gange, at: “først føler jeg, så handler jeg … og så tænker jeg.”

Mange af os, der laver ledertræning, kurser og anden uddannelse i Det Danske Spejderkorps i dag, er blevet inviteret med af Jette. Hun har fået øje på os, opfordret os til at bidrage, givet ansvar og været en kritisk sparringspartner - så vores udvikling fortsatte og kom til gavn for os selv og DDS.

Den Blå Regnbue
Da 1980’erne var gået, var Jette ved at være mæt af Gilwell-kurser. I 1990’erne involverede hun sig i korpsets programarbejde og var med til at udarbejde arbejdsstoffet “Den Blå Regnbue” - med blandt andet Regnbuelex, HEJ-bøgerne og Forløbsmærkerne. Det var intensivt og omfattende arbejde - som den slags er - og en spejderkammerat beskriver, hvordan Jette i denne periode kom så meget i deres hjem, at hans femårige søn troede, at Jette var en del af familien. Centrale pointer fra dette materiale står stadig - blandt andet regnbue-progressionen Deltager → Instruktør → Ansvarlig, der tildeler roller til alle medlemmerne af en patrulje. Arven fra B.P. klinger - spejd er ingen tilskuersport.

Ansvar 2000
I anden halvdel af 1990’erne blev Jette blandt andet engageret i Ansvar 2000-projektet, der på mange måder var et projekt forud for sin tid. Jette bidrog både som frivillig og ansat i projektet. Her samarbejdede Det Danske Spejderkorps med Politiet og flere store danske virksomheder. I fællesskab udforskede man mulighederne i værdibaseret ledelse og uddannede både frivillige og professionelle ledere. Når vi i dag i DDS taler om fx “Mod, Mening og Mulighed” — som forudsætninger for at kunne tage ansvar — så har det sit afsæt i netop Ansvar 2000.

Blå Sommer 2004 - Vi tester ideen
I 2001 blev Jette en af to lejrchefer med ansvar for Blå Sommer 2004 — under den eksperimenterende titel “Vi tester ideen”. Mange ledere vil i dag huske lejren for, at logistikken omkring madudleveringen kollapsede. Frosne kyllinger over bål … Jette selv konkluderede efterfølgende, at “spejderideen holder med børn — men vi har nogle voksne i DDS, der ikke har værdierne inde under huden.” Som lejrchef vedkendte hun sig sit overordnede ansvar for problemerne og kom aldrig overens med, at udfordringerne på lejren havde splittet gode spejderkammerater og livslange venskaber. Men hun accepterede ikke, hvordan lederne - med de værdier, der er til rådighed i spejderloven - kunne vælge at brokke sig i stedet for at “stramme ballerne og hjælpe med at finde løsninger på problemerne”, som hun udtrykte det. 

Lejren var den første landslejr, hvor kommunikationen mellem lejr og deltagere primært foregik via internettet. Ambitionen var at nå direkte ud til spejderne og planlægge lejren sammen med dem. På daværende tidspunkt var Jette nået til den konklusion, at for mange voksne ledere ønskede, at spejderarbejdet skulle ligne deres egen barndoms spejderarbejde. I Jettes øjne var det spejderarbejde blottet for nødvendig fornyelse og uden blik for spejderarbejdets formål eller Spejdermetoden i sin helhed. Derfor så Jette større idé i at bypasse kommandovejen mellem lejren og spejderne ved at droppe det forstyrrende mellemled — de voksne ledere — og række direkte ud til børnene. 

Det var for langsommeligt at skulle “omlære” de voksne. Hvor mange måske syntes, at ideen blev testet mere end rigeligt, havde Jette drømt om langt mere “børn leder børn” på lejren og en langt større indsats med at bygge relationer på tværs. Hvorfor bo i telte, hvis teltene ikke måtte flyttes? Hvis en patrulje blev venner med en anden patrulje i den anden ende af lejren — hvorfor skulle de så ikke kunne flytte over til dem? “Ville det ikke ende i totalt kaos”, kunne man spørge? “Jo”, ville Jette svare. Men det var jo netop det, børnene og de unge skulle lære at navigere i. Den frustrationsrobusthedskompetence var det allervigtigste, vi kunne lære spejderne. De voksne havde i Jettes øjne glemt, at børnene netop skulle lære at vokse op i en samtid af netværk og projektgrupper, som de skulle lære at kunne bevæge sig ind og ud af. Og hun håbede, at børnene ville gøre oprør, hvis de voksne blev ved med at insistere på, at det vigtigste var at kunne gå rent på række. “Hvordan hænger det sammen med vores formål?” ville man altid kunne høre hende spørge, når hun syntes, at en konkret idé ikke gav mening.

Til gengæld hyldede Jette de arbejdsgrupper og frivillige, der var parate til at fejle, hvis målet var at udvikle spejderarbejdet. Måske var det ikke tilfældigt, at netop Blå Sommer 2004 også førte til det første (og indtil videre eneste) Spejder MGP, en ny kogebog samt udvikling af et helt nyt arbejdsstof under navnet CoKassen.

Brejning Efterskole - Her og nu
At være skoleleder var en gammel livsdrøm, som Jette egentlig havde lagt fra sig. Men da stillingen som forstander på Brejning Efterskole blev ledig i 2006, søgte hun den. Tilbage i 1997 havde hun været med til at grundlægge efterskolen, men lod i første omgang andre om at drive den. Hun fortalte dog gerne, hvordan hun aldrig var et sekund i tvivl om, at det gamle kvindehjem på Møllegårdsvej i Brejning var det helt rigtige sted til en ny spejderefterskole. Når Jette kunne mærke, at noget var rigtigt, fik tvivlen ingen plads — der kunne handles uden følelsesmæssige svinkeærinder.

Som forstander fik Jette mulighed for at sætte retning og valgte at forstærke koblingen mellem efterskolens pædagogiske rum og spejderarbejdets pædagogiske potentiale. Jette drev en udvikling, hvor de unge skulle have mulighed for at tage ansvar for ægte projekter. De skulle ikke bare løse (skole)opgaver, hvor der ikke var noget på spil. Eleverne fik ansvar for at planlægge skolens udlandstur med et budget på 250.000 kroner, ligesom de fik ansvar for at skaffe elever til fremtidige årgange gennem Efterskolernes Dag. At komme igennem med ambitionen om at give de unge så høj grad af ægte ansvar for deres eget skoleophold og liv, så Jette som sin største bedrift - med afstand. 

Det egentlige pædagogiske mesterstykke bestod i både at give eleverne ansvaret - og samtidig give dem kompetencer til at løfte ansvaret. Alle lærerne blev uddannet projektledere, så eleverne i løbet af deres efterskoleår kunne blive projektledere - både formelt og reelt. I de konkrete projekter skulle lærerne trække sig tilbage som vejledere, som på et godt Plankursus. Jette mente det og gjorde det. For hendes forstanderkolleger virkede det - dengang såvel som i dag - radikalt i den grad at give de unge det ægte ansvar. For Jette var det dog en ægte sejr, da en hotelreceptionist i Frankrig på en udlandstur måbende så til, mens lærerne fandt den elev, der havde stået for hotelreservationen. Noget skulle laves om i værelsesfordelingen, da skolen ankom, men lærerne havde kun været perifert involveret i dialogen forud, og måtte så finde den elev, der havde stået for kontakten med hotellet, så denne på sit skolefransk kunne hjælpe med at få styr på sagerne.

En sideeffekt af projektlederuddannelsen blev, at skolen fik et nyt fælles og handlekraftigt sprog, der gjorde Brejning Efterskole til et sted, hvor drømme blev formuleret og ført ud i livet. Projektlederuddannelsen lever endnu på Brejning Efterskole - det samme gør viljen til at give de unge det ægte ansvar.

Allermest elskede Jette, når eleverne anvendte deres nye projektkompetencer og den åbne invitation til at tage ansvar, til at finde på alle tænkelige og utænkelige projekter. Hun nød, når elever bankede på døren med en projektplan til et finurligt projekt. Og hun kunne selvfølgelig ikke sige nej til at give midler, når skolen selv havde givet eleverne redskaberne til at argumentere kvalificeret for deres sag med målhierarkier, risikoanalyser og budgetplaner.

Når vi igennem 2010’erne begyndte at tale om frustrationsrobusthedskompetence i DDS og tillært hjælpeløshed, udsprang det af Brejning Efterskoles pædagogiske vækstmiljø. Og når Adventurespejd-ligaen begyndte at diskutere, hvordan refleksion og læring kunne styrkes under og efter løbene, var det diskussioner, Jette havde været med til at sætte i bevægelse. Selv var Jette altid på vej efter nye forståelser og måder at håndtere tidens pædagogiske udfordringer. Så sent som i 2023 gjorde hun sig tanker om, hvorvidt de aktuelle trivselsudfordringer kaldte på at koble den metakognitive tilgang på arbejdet med unge, ansvar og projekter.

Programfornyelsen
Jette forlod Brejning Efterskole i 2015 for igen at blive programkonsulent i Det Danske Spejderkorps. En grundig fornyelse af programmet var undervejs, og Jette hjalp i kraft af sin erfaring og kompetencer med at gøre grundforskning til virkelighed ude hos spejderne. Hun bidrog til den opdatering af Spejdermetoden, som vi arbejder ud fra i dag, og prægede det sæt af mærker, vi køber i Spejder Sport og syr på uniformen. I processen var hun måske mere end noget andet optaget af at høre spejdernes perspektiv, og ingen kunne som Jette gengive, hvordan testgrupper af mini-spejdere havde bedt om flere stjerner på nattehimlen på Udesover- og Teltmærkerne. Og det fik de selvfølgelig. I store dele af sit spejderarbejde og professionelle virke arbejdede Jette med voksne. Men hun elskede at være helt tæt på spejdernes verden. Også derfor søgte hun til Brejning Efterskole, hvor hun hvert år i 10 år sled sig selv som reservemor for 100 nye børn. Børnene og de unge, der - som hun sagde - levede uden voksenlivets filtre. Der ønskede hun at være.

Læring finder sted mellem mennesker
Jette var af den grundlæggende overbevisning, at læring ikke primært er noget, der finder sted inde i hver enkelt af os. I Jettes verden er læring først og fremmest noget, der finder sted mellem os. Først brugte Jette kræfter på at opbygge tillidsfulde og trygge relationer. Derefter krydsede hun klinger. Blev alle enige med hende, forlod hun lokalet - det var for uinteressant - og måske også for bekymrende. Jette elskede den levende diskussion om spejderarbejdet og de nye perspektiver, teorier og erfaringer, der kunne gøre os klogere på vores fælles virke. Og selvom man kunne have oplevelsen af, at hun var så reflekteret og velovervejet, at hun slet ikke var i tvivl om, at hun havde ret, vendte hun ofte tilbage med en taknemmelighed over at være blevet klogere. “Jeg har lært meget af mange,” kunne hun finde på at svare, når man takkede hende for alt det, hun så gavmildt havde lært fra sig eller gjort for andre.

Kære Jette. Du gik for tidligt hjem. Selv ville du måske sige - som du ofte sagde - med udråbstegn og tankestreger kastet med insisterende hånd - at “der sker ikke noget, der ikke skal ske!” Skal vi tro på det, må vi bruge din bortgang som en påmindelse om, at vi som spejderledere aldrig må lade vores ideer størkne. Vi må til stadighed diskutere vores forståelse af spejderarbejdets værdier og være villige til at lade os flytte af de vinde, de yngre generationer blæser i vores retning.

Tak for alt, du har givet til Det Danske Spejderkorps og vores fælles spejderidé. Længe vil vi mærke bølgeskvulpene fra dit bidrag. Ingen kan være i tvivl om, at du gjorde dit bedste.

Andreas Vappula Nilsson, Kursusleder på Gilwell og medlem af Brejning Efterskoles bestyrelse
 

Bisættelsen finder sted den 18. september kl. 12.00 fra Ringsted Kirkegårdskapel.