Millionstøtte skaber fællesskab og friluftsliv i hjertet af København

De nye udearealer på Arsenalvej 10 i København, som i dag danner ramme om Det Danske Spejderkorps’ sekretariat og flere andre organisationer, bliver i fremtiden også til 'Arsenaløens Laboratorium for Friluftsliv'. Her inviteres alle interesserede til at opdage naturen på nye måder.
Projektet skal udfordre og udvikle vores forståelse af friluftsliv og skabe rammer, hvor både børn, unge og voksne kan finde fællesskab, oplevelser og naturnær inspiration. Laboratoriet skal understøtte et aktivt lokalsamfund og skabe attraktive rammer for friluftsliv i byen, hvor store og små kan få oplevelser, fællesskab, sug i maven, sved på panden og selvtillid resten af livet.
”Vi ser 'Arsenaløens Laboratorium for Friluftsliv' som en unik mulighed for at Det Danske Spejderkorps kan skabe et levende friluftsrum for alle, der har lyst til at udforske, nyde og blive klogere på naturen midt i København uanset erfaring og alder,” siger Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller
'Arsenaløens Laboratorium for Friluftsliv' kommer til at danne en grøn og levende ramme om bygningerne på grunden, som til dagligt huser organisationer, der arbejder med børn og unge. Det nye friluftslaboratorium, omgivet af vand og historiske bygninger, indrettes med faciliteter, der inviterer til både spontane møder og større fællesaktiviteter – med alt fra trætophytte og bålpladser til hængekøjer, slackline og rekreative opholdsrum.
Nyt liv på Arsenaløen: Foreninger, fællesskaber og friluftsliv for alle
På Det Danske Spejderkorps’ område på Arsenaløen skabes nye rammer for bynært friluftsliv, foreningsliv og samarbejde.
Med 17 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal etableres et frivillighus for foreninger, der arbejder med børn, unge og friluftsliv. De historiske bygninger renoveres nænsomt og indrettes til kurser, workshops, møder og åbne arrangementer.
Udearealerne omdannes til Arsenaløens Laboratorium for friluftsliv med støtte på 20,4 millioner kroner fra Nordea-fonden. Her kan alle opleve friluftsliv tæt på byen med faciliteter som trætophytte, bålpladser, kano-udlån, udekøkken og værksteder.
Det Danske Spejderkorps udvikler samtidig et nyt kontorfællesskab for organisationer med fokus på børn, unge og friluftsliv, så Fællesskabet Arsenaløen bliver et levende samlingspunkt i hjertet af København, hvor natur, aktivitet og fællesskab mødes.
I gårdrummet mellem bygningerne etableres et udekøkken, hvor der på sigt udbydes kurser i blandt andet plantebaseret bålmad samt et kreativt værksted, hvor børn og voksne kan bygge eller snitte i træ. Langs vandet bliver der siddemøbler, et slæbested og opbevaring til kanoer og kajakker. Biodiversitet og naturpleje prioriteres på de grønne arealer, så området både rummer aktivitet og naturkvalitet.
"Det Danske Spejderkorps råder over en unik grøn oase i helt særlige omgivelser. Med 'Arsenaløens Laboratorium for Friluftsliv' åbner vi op for et sted, der hidtil har været en skjult perle, så det kan komme endnu flere til glæde. Vi er både stolte og glade for den generøse uddeling fra Nordea-fonden, som gør det muligt at brede friluftslivet ud til mange flere," siger Morten Gade, generalsekretær i Det Danske Spejderkorps.
Laboratoriet er en central del af udviklingen af Fællesskabet Arsenaløen, der samler friluftsliv, fællesskab og foreningsliv i et åbent miljø til gavn for børn, unge og voksne. Projektet forventes påbegyndt i 2026 og stå klar til brug i løbet af 2027.