Inden jeres arrangement

Refleksionskort
Refleksionskortene er en god indledende øvelse, der skaber fokus på demokrati for trops- og klanspejdere inden afholdelse af demokrati-arrangementet
- De gule kort handler om at sige sin mening.
- De blå kort handler om at tage handling.
Formålet med refleksionskortene er at skabe et rum, hvor alle deltager i snakken og øver sig i at sige deres mening højt. Kortene hjælper jer med at lytte til hinanden, dele forskellige perspektiver og bygge erfaring med at høre andres mening og danne sin egen – en vigtig del af at deltage i demokratiet.
Hvilket arrangement vil I afholde?
Projektet “Demokratisk selvtillid” går i sin kerne ud på, at trops- og klanspejdere skal planlægge og afholde et arrangement op mod kommunalvalget 2025. Målet er at skabe værdifulde og uformelle møder mellem unge og kommunalpolitikere. Der er lagt op til anderledes møder - Eksempelvis aktiviteter de skal lave sammen, fællessang, langbordsmiddage eller noget helt fjerde.
Ungeinddragelse er helt essentielt for projektet. Det betyder at trops- og klanspejderne skal være involveret i planlægningen og afholdelsen af arrangementet.
I kan vælge at bruge projektet som et forløb, der leder op til jeres arrangement.
Når I skal finde på, hvad jeres arrangement skal handle om, så det vigtigt, at I har målgruppen/jeres gæster for øje: både unge fra kommunen (12-24 år) og kommunalpolitikere.
Materialer
- Post-its
- Skriveredskaber
Vejledning
Brug 5 min. til at finde på så mange ideér som muligt til et arrangement og skriv det på post-its.
Én Idé = én post-it.
Når tiden er gået, gennemgår I de forskellige post-its en ad gangen i fællesskab.
Nu skal I vælge én idé, som I gerne vil arbejde videre med. I stemmer hver især på den idé I bedst kan lide. Idéen med flest stemmer vinder.
I kan med fordel kombinere to aktiviteter under jeres arrangement.
- Langbordmiddag
- Speeddating
- Bålsamtaler
- Dyst i spejderfærdigheder
- Jam aften
- Koncert
- Filmaften med efterfølgende debat
- Brætspilsaften
- Affaldsindsamling
- Demokratiløb
- Fællessang
- Bingo aften
- Quiz aften
- Basketball- eller bordtennisturnering
- Kanotur
- Meme workshop
- Silent disco
Samarbejdspartnere
Når I skal lave et arrangement, kan det være en fordel at have samarbejdspartner.
Hvis I vælger at samarbejde med andre foreninger eller organisationer i kommunen, kan de bidrage med økonomi, udstyr, frivillige, lokaler og til den kreative proces.
Det kan også hjælpe til, at jeres arrangement når ud til flere potentielle gæster - gerne andre ungeorganisationer i jeres lokalområde.
- Andre spejdergrupper i kommunen - fra eget eller andre korps
- FLOR (Danmarks Naturfredningsforenings ungdomsorganisation)
- Jeres kommunes lokale ungdomsråd
- Ungdomsklubben
- Kulturhuset
- Musikskolen
- Idrætsforeningen
- Det lokale gymnasium og/eller folkeskole
Husk at vælge samarbejdspartner ud fra det type arrangement I gerne vil holde.
Økonomi
I forbindelse med projektet “Demokratisk selvtillid” kan spejdergrupper, der ønsker at afholde et åbent debatarrangement for unge og kommunens lokalpolitikere, ansøge om økonomisk støtte.
Jeres spejdergruppe kan ansøge om op til 5.000 kr. til f.eks. aktiviteter, materialer og forplejning. Hvis flere spejdergrupper går sammen, kan der søges om et højere beløb. Vær opmærksom på, at tilskud ikke er garanteret, men vurderes ud fra ansøgningen og de midler, der er til rådighed.
Husk også, at der kan søges støtte fra kommunale puljer eller fonde, som ofte støtter denne type arrangementer.
Kontakt os gerne uanset om I er klar til at ansøge, eller blot vil vende en idé:
Nikoline på niw@dds.dk og Cecilie på cdh@dds.dk
Tidspunkt for arrangementet
Projekt "Demokratisk Selvtillid" afvikles i forbindelse med kommunalvalget 2025. Derfor skal de planlagte demokrati-arrangementer afholdes inden d. 18. november 2025.
Det anbefales, at I afholder jeres arrangement en hverdags eftermiddag/aften i september eller oktober. Jo tættere vi kommer på valgdagen, jo travlere fra kommunalpolitikerne.
Lokation
Tænk over synlighed, tilgængelighed og stemning, når I vælger lokation. Der kan med fordel vælges et sted de unge i kommunen, jeres potentielle gæster, benytter sig af i deres hverdag. Det kunne f.eks. være det lokale gymnasium, ungdomsklubben, ungdomshuset, kulturhuset eller den lokale kaffebar/café.
Flere kommuner har lokaler, sale eller udendørsarealer, man som forening kan låne gratis eller leje billigt. I kan finde en oversigt på kommunens hjemmeside eller via denne oversigtsside: Find kommunalt lokale.
Vælg også gerne en lokation, som er let tilgængelig med offentlig transport, på cykel eller gåben.
Kontakt kommunalpolitikere
Når man skal kontakte en kommunalpolitiker eller kandidat er det vigtigt at være både inkluderende og tydelig i sin henvendelse. Det er vigtigt, at man inviterer alle partier, så arrangementet er åbent og demokratisk.
Som udgangspunkt anbefales det at skrive til de partier, der allerede sidder i kommunalbestyrelsen. Partierne som sidder i kommunalbestyrelsen, er ofte de samme som man kender fra Folketinget, men der kan også være lokale partilister.
Det er en god idé at henvende sig til partiets lokalafdeling pr. mail og bede dem om at stille med en kandidat til arrangementet. På den måde er I sikre på, at invitationen når frem, og partiet kan selv finde den rette person at sende. I kan med fordel knytte et par ord til arrangementet om aldersgruppe, aktiviteter, arrangører og jeres formål med arrangementet.
I kan supplere ved at skrive direkte til enkelte kandidater eller nuværende kommunalpolitikere. Invitér gerne relevante politikere eller kandidater ud fra jeres fokusområde; Hvis jeres arrangement har fokus på natur, giver det god mening at invitere kommunalpolitikere fra Klima- Miljøudvalg og/eller kandidater, som har fokus på natur i deres valgkamp.
Invitér både politikere og gæster til arrangementet i gå god tid som muligt.