Hvorfor det kilder i maven

Forskning i risikofyldt leg peger på, at netop følelsen mellem frygt og fryd er selve motoren i vild leg. Det er her, det kilder i maven. Her børn og unge undersøger grænsen mellem det, de allerede mestrer, og det, de endnu ikke er sikre på. Ikke for at blive bange. Men for at finde ud af, hvad de tør, hvad de kan, og hvad der sker, når noget føles usikkert. Det er også her, udvikling opstår. Ikke når noget er let, men når det lige akkurat ikke er det. Når spejdere bevæger sig ud på kanten af det kendte, får de mulighed for at mærke sig selv tydeligere. De vurderer situationen, træffer valg og justerer undervejs. Det er erfaringer, som ikke kan forklares. De skal opleves.

Når spændingen skifter

I det ene øjeblik er spejderen nysgerrig og klar til at prøve. Farten stiger. Højden føles spændende. Det kilder i maven, men legen trækker mere, end frygten gør.

I det næste øjeblik stopper spejderen op. Ser en ekstra gang. Holder lidt igen. Måske kommer tvivlen tættere på, og spørgsmålet melder sig: "Er det her for meget?"

Begge dele er en naturlig del af vild leg. Børn og unge skifter hele tiden mellem at søge spændingen og mærke usikkerheden. Ofte sker det på få sekunder og midt i den samme leg.

Det er ikke forskellige typer børn. Det er forskellige øjeblikke i legen.

Skiftet er en del af legen

En spejder kan være modig det ene øjeblik og tøvende det næste. Et grin kan blive stille. Et hop kan blive til et stop. Det betyder ikke, at noget er gået galt. Tværtimod. Når spejdere stopper op, ser sig om eller vælger en anden vej, er de ofte i gang med præcis det, som vild leg giver mulighed for: at mærke efter, vurdere situationen og finde deres egen grænse. Når spændingen fylder mest, fortsætter legen. Når frygten tager over, stopper eller justeres den. Det er ikke et nederlag. Det er en del af legens indre regulering. Vild leg handler derfor ikke om at skubbe grænser længst muligt. Den handler om at udforske dem.

Mod ser forskelligt ud

Nogle spejdere kaster sig hurtigt ud i det. Andre ser tingene an. Nogle prøver igen og igen. Andre har brug for pauser. Men mod er ikke kun at hoppe først. Mod kan også være: at vente og se, at tage ét skridt ad gangen, at sige stop og at prøve igen senere.

Det samme barn kan skifte mellem alle disse positioner på få minutter. Når vi forstår det, bliver det tydeligt, at vild leg ikke handler om frygtløse børn. Det handler om børn og unge, der får mulighed for at øve sig i at håndtere usikkerhed på deres egne præmisser.

Den voksnes opgave

Når en spejder stopper, tøver eller trækker sig, er det sjældent noget, der skal fikses. Det er ofte et tegn på, at spejderen er i gang med noget vigtigt. Din opgave er ikke at presse videre. Og heller ikke at stoppe for hurtigt. Din opgave er at være til stede. At kunne rumme, at noget godt også kan føles lidt utrygt. At bevare roen, når spændingen stiger. Og at give plads til, at spejderen selv vurderer, justerer og finder sin vej. For det er netop her, udviklingen opstår. Ikke når usikkerheden fjernes. Men når børn og unge oplever, at de kan være i den.

Artiklen er baseret på PhD afhandlingen: Scaryfunny: A qualitative study of risky play among preschool children (2010) af Ellen Beate Hansen Sandseter