Inspiration

Giv plads til den vilde leg

Vild leg er ikke noget, vi skal indføre i spejderarbejdet. Den er der allerede. I træet, der skal klatres i. På skråningen, der indbyder til at løbe lidt hurtigere. I tumlelegen, der bliver lidt vildere, end vi havde forestillet os. Spørgsmålet er derfor ikke, hvordan vi skaber mere vild leg. Spørgsmålet er, hvordan vi giver mere plads til den.

Mange spejderledere vil kunne genkende situationen. En spejder står på en væltet stamme. Balancen er lidt usikker. Kroppen justerer. Armene arbejder. Og inde i hovedet på den voksne melder tanken sig: "Pas på." Nogle gange er det præcis det rigtige at sige. Andre gange er spejderen allerede i gang med noget vigtigt.

Måske er spejderen ved at finde balancen. Måske er spejderen ved at vurdere, om stammen kan bære. Måske er spejderen ved at opdage, at kroppen kan mere, end den troede. Måske er spejderen ved at mærke efter. Måske er spejderen ved at finde sin egen grænse.

Når vi griber ind for hurtigt, fjerner vi ikke kun risikoen. Vi risikerer også at fjerne erfaringen.

Spejderarbejdet kan allerede det her

Det særlige ved spejderlivet er, at vi allerede arbejder med mange af de situationer, som børn og unge har brug for. Vi færdes i naturen. Vi bruger værktøj. Vi tænder bål. Vi bygger. Vi udforsker. Vi sender patruljer af sted uden en voksen lige ved siden af. Vi giver plads til leg.

Det er aktiviteter, hvor børn og unge møder usikkerhed i små doser. Ikke farer, de ikke kan håndtere. Men situationer, hvor de må vurdere, prøve sig frem og finde løsninger sammen. Det er netop derfor, vild leg er en naturlig del af spejderarbejdet.

Vi skal ikke gøre mere. Vi skal gøre lidt mindre.

Når vi taler om vild leg, kan det være fristende at lede efter nye aktiviteter. Flere udfordringer. Mere fart. Højere højder. Men ofte handler det ikke om at gøre mere. Ofte handler det om at gøre lidt mindre. Lidt mindre styring. Lidt færre svar. Lidt mere tålmodighed. For børn og unge får ikke erfaring med dømmekraft, hvis vi vurderer alting for dem. De udvikler ikke mod, hvis vi fjerner al usikkerhed. De lærer ikke at mærke deres egne grænser, hvis vi hele tiden fortæller dem, hvor grænsen går.

Fem små greb i hverdagen

Der findes ikke en opskrift på vild leg. Men der findes nogle enkle greb, der kan hjælpe os med at give den plads.

1. Vent lidt længere

Mange ledere ser problemet, længe før spejderen gør. Man kan se, at konstruktionen hælder. At balancen vakler. At planen sandsynligvis ikke holder. Fristelsen til at hjælpe er stor. Men hvis vi løser problemet med det samme, får spejderen aldrig mulighed for selv at opdage det.

Prøv derfor at vente lidt længere, end du plejer.

Ikke fordi du er passiv eller ligeglad. Men fordi nogle af de vigtigste erfaringer opstår i de sekunder, hvor spejderen selv får lov til at tænke, justere og finde en vej videre.

2. Stil spørgsmål i stedet for at give svar

Når vi ser en spejder gøre noget, der føles lidt usikkert, er vores første impuls ofte at give et svar. "Pas på." "Lad være med det." "Gør sådan her." Mange gange er det velment. Men spørgsmålet er, om spejderen så når at gøre sine egne erfaringer.

Næste gang du mærker ordene "pas på" presse sig på, så stop op et øjeblik. Spørg først dig selv: "Er der noget farligt på vej til at ske?" Hvis svaret er ja, skal du naturligvis handle. Men hvis svaret er nej, kan du prøve at give vurderingen tilbage til spejderen. Spørg for eksempel:

Hvad lægger du mærke til?
Hvordan ser det ud herfra?
Hvad tror du selv?
Hvad skal du være opmærksom på?

Spørgsmål holder ansvaret hos spejderen. Og netop dér får spejderen mulighed for selv at vurdere situationen.

3. Giv plads til tøven

Ikke alle spejdere kaster sig ud i det med det samme. Og det behøver de heller ikke. Når en spejder stopper op, ser sig om eller tager et skridt tilbage, kan det være fristende at opmuntre, motivere eller hjælpe videre. Men tøven er ikke nødvendigvis et tegn på manglende mod. Ofte er det et tegn på, at spejderen er i gang med noget vigtigt. Måske mærker spejderen efter. Måske vurderer spejderen situationen. Måske finder spejderen sin egen grænse. Hvis vi skynder på processen, risikerer vi at afbryde netop det arbejde, som udvikler dømmekraft.

4. Se efter processen frem for præstationen

Den spejder, der klatrer højest, er ikke nødvendigvis den spejder, der lærer mest. Vi kommer let til at lægge mærke til resultaterne. Den høje klatretur. Det lange spring. Den hurtige løsning. Men ofte ligger den største udvikling et andet sted. Hos spejderen, der prøvede én gang mere. Hos spejderen, der bad om hjælp. Hos spejderen, der valgte en anden vej. Hos spejderen, der fandt mod til at sige stop.

Når vi får øje på processen frem for præstationen, bliver det lettere at se værdien i den vilde leg.

5. Husk, at fællesskabet også lærer

Vild leg handler ikke kun om den enkelte spejder. Meget af det vigtigste sker mellem spejderne. Når en patrulje hjælper hinanden over grøften. Når nogen holder igen i tumlelegen. Når gruppen justerer tempoet, så alle kan være med. Når en spejder siger: "Skal vi ikke prøve på en anden måde?" Her udvikles ikke kun mod og mestring. Her udvikles også hensyn, ansvar og fællesskab. Noget af det mest værdifulde ved vild leg er netop, at børn og unge lærer at navigere i usikkerhed sammen.

Vild leg kræver plads

Vild leg kræver ikke nødvendigvis flere aktiviteter, mere udstyr eller nye programmer. Ofte kræver det bare, at vi som ledere bliver lidt bedre til at få øje på de erfaringer, der allerede er på vej til at opstå. At vi venter lidt længere. Spørger lidt mere. Styrer lidt mindre. Og giver spejderne plads til selv at opdage, hvad de tør, hvad de kan, og hvordan de finder vej. For vild leg er ikke noget, vi skaber. Det er noget, vi giver plads til.