Fyld vaskemaskinerne med jord
På lørdag den 11. juli 2026 starter dette års sæson af tv-programmet Alene i Vildmarken, og her deltager 51årige Heidi Lykke Nissen, som er tidligere spejder i Det Danske Spejderkorps. I den anledning fortæller Heidi om de grundlæggende værdier, som hun tager med fra sin spejdertid, og som har været med til at ruste hende igennem livets udfordringer.
For Heidi startede det hele i 1. Avedøre i slutningen af 1980'erne. Her mødte hun et fællesskab med de samme værdier som hende, og hvor udfordringer altid blev løst på en magisk måde. Samtidig oplevede hun, at der blev lyttet til én, selvom man var ung, og det virkede mobiliserende for de drømme og tanker, hun havde om, hvordan hun gerne ville leve sit liv.
En gang spejder, altid spejder.
Mange tænker på bål og knob som synonym for spejderlivet. Men for Heidi handlede det ikke kun om at kunne klare sig selv og om de kundskaber, hun opbyggede. Den ro hun fandt i naturen, og en viden om, at gruppen kunne klare alle udfordringer, de mødte, lagde et grundlag for den måde, hun møder livet på, og som stadig gælder i dag:
- Jeg har lagt tørklædet, men ånden er med mig. At være spejder og have den mentalitet med mig er at tænke i fællesskabet og kreative problemløsninger, der tilgodeser miljøet omkring mig. For mig har det aldrig handlet om at have det rigtige udstyr eller tilpas duelighedstegn men en måde at møde verden på. Det er fællesskabet, der er det centrale. Det var altid et vi, siger Heidi Nissen.
At sadle om igen og igen
Så hvordan er dette kommet til udtryk i Heidis deltagelse i tv-programmet Alene i Vildmarken, selvom det er over tyve år siden, at hun var aktiv spejder?
- Det har været absolut fantastisk at opleve, at jeg kunne håndtere mange af mine udfordringer; bo for mig selv og leve ved min egen hånd, fortæller Heidi.
Helt konkret er det særligt evnen til at sadle om og anskue en situation på ny, som Heidi har trukket meget på fra sin spejdertid i programmet:
- Jeg fik meget brug for at hele tiden forholde mig til situationen, som den opstod og sadle om igen og igen. Jeg skulle hele tiden ændre planen og sørge for at anvende det jeg havde optimalt. Et er at du kan, hvad du kan; men det vigtigste er, at du ikke bliver ængstelig, fordi din første, anden og tredje plan skydes i sænk. Op på hesten og ansku situationen på ny, siger Heidi Nissen.
Den tilgang lærte Heidi blandt andet, da hun deltog på overlevelseskurser som ung spejder, hvor alt blev kastet efter én, man skulle udstå svære situationer, og samarbejde og fællesskabet skulle bære gruppen igennem diverse udfordringer.
Fyld vaskemaskinerne med jord
Deltagelsen i tv-programmet har også fået Heidi til at reflektere over, hvor meget spejder hun stadig er, og hvor mange egenskaber og mentale tilgange, der stadig sidder på rygraden.
- At være spejder handler for mig slet ikke om uniform og antal af knob. Det handler om ånd. Den ånd du går til noget med. Jeg håber, at andre om mig siger, at jeg altid forsøger at understøtte stemningen, skabe energi, sikre at vi rykker fremad, sammen. Det er de kompetencer sammen med problemløsningen, som jeg i den grad ofte kvitterer Det Danske Spejderkorps for i mit lange liv, siger Heidi.
Derfor er Heidi heller ikke i tvivl om, hvorfor børn og unge i dag skal overveje at gå til spejder:
- Jeg tror på, at man kan mere end ens mor tror, og at vi når langt sammen. Børn og unge skal ikke gå til spejder for at få noget på CVét. Unge og børn i dag skal gå til spejder for at fylde deres forældres vaskemaskiner med jord, for at slide lidt mere på skadestuerne fordi det kræver at gå lidt ud over sine egne kompetencer og grænser for at lære dem at kende. Lige her er der nærvær, grin og fællesskaber, der har brug for deres stemme, ben og arme lige nu. Fordi det er sjovt og bøvlet. Præcis som livet er. Engang vil de sande, at de nok sammen med de brændte snobrød fik meget mere ind – ligesom jeg, afslutter Heidi Lykke Nissen.