Bestil plakater, flag, banner og lommebog til Spejderdag
Til Spejderdag 2026 kan jeres spejdergruppe bestille en række specialdesignet materialer, der gør det nemt at skabe synlighed i lokalområdet. I kan blandt andet bestille plakater, bannere, flyers, beachflag, en særlig Spejderdag-lommebog til børnene og forældreinfo til de voksne. Alt kampagnemateriale kan allerede nu bestilles på spejderprint.dk.
Vi anbefaler, at I bestiller materialerne i god tid, så de kan nå at blive brugt til at reklamere for jeres Spejderdag. Sidste frist for bestilling er den 19. april, tre uger før Spejderdag, så vi kan garantere levering til tiden.
Materialerne leveres til den adresse, I angiver ved bestilling. Det kan både være spejderhytten eller hjem til en leder.
Alt kampagnemateriale er uden dato og år og kan derfor genbruges de kommende år, når Spejderdags-kampagnen gentages.
Gruppens egne materialer
Grupperne betaler selv for gruppespecifikke materialer bestilt via spejderprint.dk. Bestillingssiden er lavet i samarbejde med det trykkeri, som korpset i forvejen benytter, og priserne er kostpriser.
Ved bestilling af banner, beachflag og store plakater skal I udfylde jeres gruppenavn. Gruppenavnet bliver trykt direkte på materialerne.
Spejderdag-lommebøger, flyer og forældreinfo
Alle grupper, der afholder Spejderdag, kan bestille særlige Spejderdag-lommebøger til børn, der deltager som gæster, samt forældreinfo til de tilmeldte voksne.
Denne pakke indeholder også generelle A4-plakater uden gruppenavn, som kan hænges op i byen, for eksempel på biblioteket, skoler, forsamlingshuse og lignende.
Som noget nyt i år har vi desuden lavet en flyer, hvor I som gruppe kan skrive, hvilke aktiviteter I laver, og hvor I afholder Spejderdag. Flyeren kan trykkes og leveres sammen med de øvrige materialer.
For pakken med Spejderdag-lommebøger, flyer, forældreinfo og A4-plakater betaler grupperne udelukkende for fragt- og håndteringsomkostninger.
Du kan bestille materialer på spejderprint.dk nu.