Regional gruppeudviklingsdag - Hovedstadsområdet
Hvordan får I flere frivillige? Hvordan skaber I gode rammer for, at spejderne bliver? Eller hvordan får I bedre struktur på opgaverne i gruppen?
Alt det og meget mere får I muligheden for at arbejde med på en hel dag, hvor I kan sætte jeres egen gruppeudvikling i fokus i fællesskab med både ledergruppen og bestyrelse.
I løbet af dagen får I muligheden for at arbejde med en eller flere af følgende seks temaer:
- Flere frivillige
- Flere spejdere
- Fastholdelse af frivillige
- Fastholdelse af spejdere
- Struktur og organisering
- Kommunikation og synlighed
I samarbejde med os, vælger I selv, hvilke temaer, som giver mening for netop jeres gruppe at arbejde med. Måske har I én konkret udfordring, som I gerne vil arbejde i dybden med? Måske hænger flere ting sammen, og I har brug for at se på dem samlet?
På selve dagen får I en kombination af:
Sparring og inspiration
I får mulighed for at sparre med andre spejdergrupper og hente inspiration fra deres erfaringer.
Arbejdsro til jeres egen gruppe
I får tid og rum til faktisk at arbejde med de ting, som I gerne vil flytte i hele gruppen.
Facilitering og hjælp undervejs
Vi faciliterer processen og giver jer konkrete værktøjer, spørgsmål og sparring, så I kan tage fra dagen med konkrete handlinger.
Når dagen er slut, har I en konkret handleplan for jeres gruppe, hvor I selv har valgt, hvad I vil arbejde videre med, hvordan I vil gøre det, og hvem der gør hvad.
Vi hjælper jer med at lave en helt konkret plan for det første skridt, så I ved, hvad I skal gå hjem og gøre, når hverdagen rammer igen.
Praktisk information
Vi anbefaler, at I kommer så mange fra gruppen som muligt – både ledere og bestyrelsesmedlemmer. Gruppeudvikling bliver stærkest, når flest mulige fra gruppen er med til at drøfte hvilke handlinger, som skal sættes i gang.
En lille hjemmeopgave
Inden dagen vil vi gerne have et kort online møde med jer, hvor vi bliver klogere på jeres situation, ønsker og udfordringer. Det giver os mulighed for at tilrettelægge dagen, så den passer bedst muligt til det, I har brug for.