PLan 2 - PLan Ryekol
I uge 42 bliver Ryekol forvandlet til en kæmpestor fejring – men af hvad? Det er det, du skal hjælpe os med at finde ud af. For hvad har julemanden og demokrati egentlig tilfælles?
Ministeriet for Overflødighed og Andre Anliggender af Relevans har fået til opgave at finde ud af, hvilken højtid der er den bedste, og hvilken der kan bringe mest glæde til den danske befolkning.
Denne opgave kan vise sig at være større end som så, da højtidshaderen og tidseffektivisten Kim Vik og den festlige, højtidselskende Hanne Ygge skal komme til enighed.
Sammen med alle de nye spejdervenner skal vi nok klare udfordringen.
Du kommer til at prøve kræfter med medbestemmelse, patruljeledelse, samarbejde og demokrati i uvante rammer. Du kan også prøve kræfter med det spændende og udfordrende Ryekol Challenge-mærke. Hvis du gennemfører, bliver du en del af et fællesskab, der er større end dette års PLan.
Hele ugen bliver hellig, herlig og (u)hyggelig!
OBS: Kurset starter på Ry station.