Gå til hovedindhold
Hjem

Main navigation

    • Mærker
    • Aktivitetsdatabasen
    • Inspiration til aktiviteter
    • Friluftsliv
    • Afsted på tur
    • Grej
    • Bålmad
    • Samvær og tryghed
    • Gruppeleder
    • Grenleder
    • Ny leder
    • Bestyrelse
    • Søspejd
    • Divisionen
    • Kurser til ledere
    • Ungdomskurser
    • Onlinekurser
    • Kursusteams
    • Økonomi
    • Hjælp til Gruppeweb
    • Hjælp til Medlemsservice
    • Hjælp til kommunikation
    • Forsikring
    • Blanketter
    • Persondata i Det Danske Spejderkorps
    • Om DDS
    • Oversigt over grupper og divisioner
    • Kontakt organisationen
    • Korpsets vedtægter
    • Korpsets regnskaber og referater
    • Udviklingsplan og strategier
    • Job i DDS
  • Track
  • Kalender
  • Støt DDS
  • Kontakt
  • Presse
  • Job i DDS
  • Bliv spejder
  • Bliv leder
  • Medlemsservice
  • Persondata i DDS
  • Magasiner
  • Spejder Sport
Organisation

Spejderdagen 2017: At gøre sit bedste

Foto Erik Gunst Lund
Herunder finder du spejderchefernes budskab til Spejderdagen den 23. april. Du kan også finde det aktivitetsmateriale, som Spejdernes Lejr har udarbejdet til dagen.
18. april 2017
Af: Redaktionen
Herunder finder du spejderchefernes budskab til Spejderdagen den 23. april. Du kan også finde det aktivitetsmateriale, som Spejdernes Lejr har udarbejdet til dagen.

Spejderchefernes budskab til Spejderdagen 2017:

Der er to følelser, vi spejdere holder særligt af at opleve. Den ene starter med, at gigantiske sommerfugle slippes løs i maven. De basker rundt, så det næsten er for meget. Så med et lægger de sig igen og afløses måske af et stort grin og spontant vokseværk, hvor man på få sekunder vokser flere centimeter.

Det er følelsen, man får, når man overvinder sig selv. Når man gør noget, man faktisk ikke troede, man turde eller kunne.

Det kan være at sove i skoven for første gang eller at tage springet på svævebanen. Det kan også være at gå over til ham eller hende den søde på spejderlejren eller at finde modet til at sige sin mening.

Den anden følelse kan være svær at kende udefra, men føles lige så godt. Den starter i maven som en dejlig varme. Derfra strømmer den ud i resten af kroppen og sætter sig på munden som et smil, der er svært at slippe af med igen.

Det er følelsen af, at man har gjort noget godt for andre. Følelsen af at opleve, at selvom verden ikke er perfekt, så kan man selv gøre en forskel og gøre den lidt bedre.

Det kan være at sørge for, at patruljen holder humøret oppe på vandreturen. Eller at fortælle andre, hvad man synes, de er seje til. Det kan også være at passe godt på naturen og miljøet, eller at give en kammerat lidt ekstra plads, hvis han eller hun har en dårlig dag.

På Spejderdagen fejrer vi Skt. Georg. Den tapre ridder, der turde tage kampen op mod en grusom drage, som terroriserede en hel by. Sagnet om Skt. Georg har en særlig plads hos os spejdere. Og det skyldes især de to egenskaber, som sagnet indeholder. Nemlig det at have modet til at prøve, og det at gøre noget godt for andre.

Skt. Georg red af sted mod dragen, selvom alle fortalte ham, at det var en kamp, der umuligt kunne vindes. Og selvom han havde alle muligheder for at ride videre til en by helt uden menneskeædende drager.

Det betyder ikke, at Skt. Georg var frygtløs. Sveden piblede sikkert frem under ringbrynjen, det snurrede helt ud i fingerspidserne af nervøsitet, og rustningen løftede sig uroligt op og ned i takt med åndedrættet.

Men han fandt alligevel modet til at gøre sit bedste for fællesskabet og overvandt både dragen og sin egen frygt.

Vi håber, at du igen i år vil gøre dit bedste for både at udvikle dig selv og fællesskabet. At du finder modet til at kaste dig ud i nye udfordringer, og at du formår at gribe de muligheder, netop du har for at gøre noget for andre.

Ikke bare fordi det føles godt, men fordi du dermed er med til at gøre en forskel og gøre verden lidt bedre.

God spejderdag!

David og Fie,
Spejderchefer

Aktivitetsmateriale: I år har Spejdernes Lejr lavet aktivitetsmateriale til Spejderdagen. Det finder du på spejderneslejr.dk/spejderdagen

Sagnet om Skt. Georg
Hvordan er det nu med Spejderdagen? Læs sagnet om Skt. Georg her

Følg med på Facebook

Følg Spejder på Facebook Følg DDS på Facebook

Kontakt

Det Danske Spejderkorps
Arsenalvej 10
1436 København K

Tlf. 32 64 00 50

info@dds.dk

Footer

  • Hurtige genveje
    • Kalender
    • Magasiner
    • Job i DDS
    • Privatlivspolitik
    • Cookiepolitik
    • Nyhedsbreve

Følg os her