Learning by playing?

”Hej Johan! Skal vi lege i dag?”. Jeg husker, at jeg selv sagde ordene i mine forældres fastnettelefon (til de yngste læsere, så var det ligesom en mobiltelefon, bare med en ledning på. Og den sad fast i et stik i væggen). Johan tøvede ikke med at sige ja, så vi mødtes kort efter ude på vejen – der var trods alt kun to huse imellem os på villavejen, hvor vi voksede op.

Vi legede alt fra krig og fangeleg til lege i naturen med spejdervennerne. Det var den sjoveste måde at bruge tiden på.  Men hvorfor gjorde vi det egentligt? – udover det var sjovt selvfølgeligt. 

”Legen er en fantasiramme for det virkelige liv. Her prøver børnene sig selv af i forskellige roller, der afspejler det samfund, de er en del af og skal blive voksne i. På den måde bliver de mere bevidste om, hvordan de skal agere i forhold til andre. Dermed bliver legen ’learning by doing’ – fordi de lærer at begå sig og samarbejde ved at lege.” Sådan siger Cand. Pæd. i pædagogisk psykologi Sebastian Damkjær-Ohlsen.  

Er vi sammen eller leger vi?

Men inden man ser sig om, sker der pludseligt noget vildt. Stemmen går i overgang, hormonerne tonser rundt i kroppen. Puberteten slår til for fuld hammer. Mellemfasen mellem det at være voksen og at være barn, hvor udviklingen lige pludselig rykker et gear op og suser derudaf.

Udviklingen kan faktisk sammenlignes med den, barnet gennemgår i 0-3års alderen, hvor det lærer at stå, gå og sætte ord på verden. Her leger man ikke længere. I takt med, at man bliver voksen, begynder man ”at være sammen.”

Ditte Vedel på 14 år er en af de unge, der bruger ”at være sammen” i stedet for ”at lege”:

”Man legede rent faktisk før. Lege med dukker - eller generelt bare lege som fx gemmeleg, fangeleg og far, mor og børn. Men nu går tiden vidst lidt mere med at snakke, se film, shoppe - ja, andre ting end at lege i hvert fald. Derfor ligger det naturligt på tungen, at man er sammen med hinanden, for under det begreb er man jo bare sammen, så kan man i princippet gøre hvad som helst sammen,” siger hun.

I takt med, at stemmen for drengenes vedkommende bliver dybere, bliver spørgsmålene teenagere stiller sig selv også mere alvorlige – de bliver mere voksne. Teenagerne begynder at lege med voksenemner, mens de endnu stadig er store børn.

Martin Bruun Hjelm, der er pædagog og spejder, siger. ”Når man som barn pludselig befinder sig i ”livet i midten” og kroppen og ens prioriteter i livet forandres, er der nok at arbejde med. Man går fra et liv som barn, med leg og tumlen til et liv som teenager, hvor man stadig leger, men legen er blevet mere voksen og termen at være sammen følger med.”

Legen hører barndommen til og ”at være sammen” peger frem mod det voksne liv. Sebastian Damkjær-Ohlsen uddyber forskellen således: ”I legen afprøver børnene nogle andre ”personligheder” og roller. Det ”at være sammen” handler mere om at afprøve sin begyndende ungdoms- og voksenrolle med en større grad af selvrefleksion.”

In betweens

Du sidder måske nu og tænker, at du da ikke var SÅ ung, da du holdt op med at lege. Måske kan du, som jeg, slet ikke huske, at du har skiftet fra at lege til at være sammen med dine venner.

I dag er der en tendens at skiftet sker tidligere. Børn bliver overdynget med stadigt flere spørgsmål, de skal forholde sig til og give svar på.

Blandt andet har de sociale mediers indtog og mobiltelefonens indtræden i børns verden muligvis været med at rykke grænserne for hvornår, man er barn, og hvornår man er sammen i stedet for at lege.

Sebastian Damkjær-Ohlsen uddyber: ”Kompleksiteten er steget, så børn overlades i højere grad til selv at besvare hverdagens mange spørgsmål, a la ’hvad kunne du tænke dig til aftensmad?’ Det tror jeg ikke altid er lige sundt. Børn og teenagere har, i forhold til deres udvikling, svært ved at overskue alle konsekvenserne og betydningerne af det, de gør, og derfor kan et positivt ønske om at selvstændiggøre dem oftest blive til en negativ ting, fordi det forvirrer mere, end det gavner.”

Spejder - kom med denne vej!

De mange spørgsmål og muligheder børn konfronteres med i dag, kan virke stressende. Derfor er det, ifølge Sebastian, vigtigt, at man fratager børn nogle valgmuligheder for derved at gøre livet mere overskueligt.

Det sker til spejder, mener han: ”En af de vigtigste roller for en spejderleder er at være guide, der hjælper spejderen ved at vise en overskuelig vej,” siger han og holder en pause.

”Inden for pædagogikken bruger vi ordet mestringskompetence. Det betegner evnen til at mestre ting i livet, og den kan udvikles ved, at man langsomt bliver udfordret på baggrund af den etablerede tryghed til sin leder. Bombardementet af muligheder og indtryk giver børn og unge dårlig mulighed for at udvikle mestringskompentencerne i det rigtige tempo.
Derfor er noget af bedste, en spejderleder kan gøre, at fratage nogle valgmuligheder. F.eks. kunne man i stedet for at spørge bredt ud, hvad man skal have til aftensmad, spørge: Vil I helst have pasta eller kylling?”

Han holder igen en kort pause, inden han slutter af: ”Learning by doing skal ske i små doser. Det kræver, at man kan være refleksiv omkring konsekvenserne eller betydningerne undervejs, fordi læring netop forudsætter, at man kan se forstå betydningerne af det, man gør.”