Gør gruppens hjemmeside endnu bedre

Gruppens hjemmeside er en vigtig platform for gruppen. Det er her, at interesserede forældre første gang får et indtryk af livet i jeres gruppe. Det er derfor vigtigt, at hjemmesiden formidler det budskab, I gerne vil have frem. Når man besøger jeres hjemmeside, skal man gerne blive inspireret af de historier og de billeder, I lægger op.
Denne artikel er et uddrag fra bogen "Den gode gruppe – en guide til at udvikle spejdergruppen". Måske du kan finde bogen i jeres hytte, og ellers kan den også købes på spejdersport.dk.
Derudover er gruppens hjemmeside også et vigtigt internt redskab, hvor spejdere, ledere og forældre kan finde information om møder, arrangementer og lejre.
Når I ser jeres hjemmeside efter i sømmene, eller opretter en ny hjemmeside, er der en række ting, som I med fordel kan tage med i jeres overvejelser.
Gør jeres hjemmeside nem at finde
Alle hjemmesider holder til på en URL, der er en form for hjemmesideadresse, hvor man kan finde jeres side på internettet.
Når I udvælger jeres hjemmesideadresse, er det vigtigt at huske på, at diverse søgemaskiner i høj grad anvender den såkaldte URL, når de vægter søgninger på eksempelvis “spejder”.
Hvis en forælder derfor søger på “spejder i roskilde”, så vil de have langt nemmere ved at finde siden “roskildespejderne.dk” eller “spejderiroskilde.dk” end eksempelvis “Bageraspejderne.dk”, der holder til i Roskilde.
Hvis I allerede har jeres hjemmeside liggende på en hjemmesideadresse, der ikke nævner spejder eller den by, I holder til i, så skal I sørge for, at denne information fremgår som noget af det første på jeres forside og andre vigtige sider.
Hvis teksten “Bageraspejderne er en spejdergruppe i Roskilde” fremgår i toppen af gruppens hjemmeside, så har søgemaskinernes robotter, som gennemsøger internettet igennem hver dag, nemmere ved at hive netop jeres side frem fra mængden.

Lav en god struktur på hjemmesiden
En god hjemmesidestruktur gør det nemt for brugerne at finde derhen, hvor de gerne vil være og finde det, de søger.
Fra forsiden skal man nemt kunne få adgang til undersider for de forskellige grene, og her kan I med fordel overveje at bruge aldersinddeling i stedet for grennavne (“mini”, “junior”, “trop” kan I skrive som det første på de forskellige undersider). Det gør det nemmere for de mindre spejderkyndige at finde frem til sektionen for netop deres barn.
Derudover er det vigtigt, at interesserede altid har nemt ved at finde frem til en side, hvor man finder information om, hvordan man bliver spejder i jeres gruppe. Denne side skal vise kontaktinformation til gruppe- eller grenleder, og så må den meget gerne via gode billeder og videoer fra gruppens sjove ture være med til at sælge budskabet om, at det er fedt at gå til spejder.
På gruppehjemmesidens forside skal I sørge for, at man finder aktuelle, inspirerende og positive nyheder om gruppens aktiviteter. Sørg for at fylde jeres hjemmeside med alle de bedste billeder i god kvalitet.
Mangler du inspiration eller vejledning til at tage gode billeder af spejdergruppen, kan du læse denne guide til det gode spejderbillede.
Som al anden kommunikation skal jeres gruppes hjemmeside fortælle den allerbedste historie om jeres gruppe.
Skriv gode webtekster, der bliver læst
Når vi læser på nettet, skimmer vi mere, end vi læser. Dette gør sig især gældende, hvis man er på internettet via sin mobiltelefon. Derfor kan du med fordel følge nedenstående råd, når du skriver til hjemmeside eller Facebook:
- Gør brug af flere små afsnit frem for få lange afsnit
- Brug underoverskrifter
- Gør dine tekster korte og kontante i sproget
- Brug punktopstilling hvor det giver mening
- Undgå kursiv, understregninger og store bogstaver - det ligner links
Ovenstående tips vil sikre, at din målgruppe også får læst dine gode historier.
Brug korpskontoret og de andre grupper
Har I spørgsmål, eller har I brug for inspiration, så kan I altid ringe ind på korpskontoret, hvor der sidder en række kommunikationsfolk, som er parate til at sparre med jer om lige netop jeres hjemmeside og indholdet derpå.
Det kan også være en god idé at søge sig frem til andre gruppehjemmesider, så man kan lade sig inspirere af, hvordan de har valgt at bygge deres hjemmeside op.
Tjekliste til hjemmesiden
- Gruppens navn fremgår på alle sider
- Kan man se hvilken by gruppen holder til i?
- Kontaktinfo fremgår på alle sider
- Opdateret kalender med arrangementer
- Ingen figurer eller tekst der bevæger sig
- Er der billeder, og er de af god kvalitet?
- Undgå information om indsamlinger, ledermangel mm. på forsiden - det sender et dårligt signal