Interview: Jon fra ’Alene i Vildmarken’
Har man nogensinde følt sig presset på Alligatorløbet eller haft den mindste slags problemer med at få ild i bålet på en regnvåd sommerlejr, kan det være svært at forestille sig, hvilken slags supermenneske, som frivilligt indlader sig på at blive efterladt ved en nordnorsk sø for at overleve uden hjælp med et minimum af redskaber for rullende kamera.
Jon Jensen er da også friluftsmenneske af dimensioner. Familiens hus i Saltum ligger med skoven i baghaven og lige ud til en sø, og da et par skrattende gæs afbryder interviewet, smiler han bredt og drømmer sig tilbage til efterårets gåsejagt. Men det kan alligevel ikke forberede ham på det ekstreme i at skulle klare sig helt alene i den barske norske natur.
”Det er ikke bare en vandretur. Ligegyldigt hvor mange forberedelser, man har gjort sig hjemmefra, er det hele forandret, når man sætter fødderne på stranden.”
OM PROGRAMMET
I DR3-programmet ’Alene i vildmarken’ blev 10 danskere sendt til Altevatn i den norske del af Lapland. Hver for sig skulle deltagerne klare sig så længe som muligt med et minimum af udstyr. Den deltager, der klarede sig længst tid, vandt programmet. Deltagerne filmede selv deres tid i vildmarken.
Og selvom Jon Jensen var den af de ti deltagere, som klarede sig længst, var overlevelseseksperimentet ikke noget, han har lyst til at gentage.
”Jeg skal ikke tage 45 dage alene igen. Hvis nogen spørger, siger jeg nej tak.”
I et med naturen
Mad og vand er intet problem for Jon Jensen, der fangede op mod ti fisk om dagen. Men ensomheden begynder allerede at melde sig efter et par dage, og da eksperimentet går ind i sin tredje uge, overvejer Jon Jensen for alvor at smide håndklædet i ringen.
”Tankerne om at melde fra kommer allerede på 16. dag, hvor min datter har fødselsdag.”
Jon Jensen viser WIDE’s skribent et stykke træ, hvor der er sat 43 streger og to symboler. Dag 16 antager form af et fødselsdagsflag, og lidt længere henne er der snittet et hjerte, som markerer bryllupsdagen.
HVORFOR ALTEVATN?
Deltagerne blev sat ud ved søen Altevatn i den norske del af Lapland. Produktionsselskabet bag programmet valgte området, fordi det opfyldte flere kriterier. Det var øde, men samtidig kunne man nå ud til deltagerne på forholdsvis kort tid fra en produktionshytte. Der var mulighed for fiskeri og adgang til rent vand, og klima og vegetation havde en god balance ift. at være både en hjælp og en modstand for deltagerne. Altevatn ligger 35 kilometer nordvest for Abisko, der er udgangspunktet for Laplands mest populære vandrerute, Kungsleden.
På dage, hvor savnet til familien er stort, giver det ekstra energi at opleve naturen fra sin bedste side, som f.eks. da Jon Jensen møder rensdyr for første gang.
”De var midt i min lejr. Det var fuldstændig sindssygt, og jeg var helt oppe at køre – og det var rensdyrene også, så de stak af med 180 i timen.”
Anden gang, han møder rensdyrene, er det Jon Jensen, som må tage benene på nakken.
”Jeg møder en flok på 20-30 stykker. De kommer lige imod mig. Det er ikke særligt fedt, for de er rimelig hidsige. De går sådan og puffer til hinanden og skraber i jorden, så der tænker jeg, at nu bakker jeg ud af det her.”
Jon Jensen ser således naturen omkring Altevatn fra sin bedste og værste side, og tosomheden kommer i til at kendetegne hele hans eventyr.
”Selv på de dårlige dage var der positive oplevelser. At gå en tur langs stranden og finde et eller andet, som jeg kan bruge, er f.eks. en kæmpe optur.”
Men efterhånden smelter forskellene sammen til én, modsat de stejle fjelde omkring bjergsøen, bliver spændingskurvens udsving mindre og mindre, og det oplever Jon Jensen også med rensdyrene.
”Tredje gang, jeg møder rensdyrene, går jeg bare ved siden af dem. Dyrene går bare og græsser, mens jeg plukker blåbær. De er rent ud sagt pisseligeglade. Og der er det som om, at nu er jeg ved at finde rutinen.
Og rutinen bliver stille og roligt til hverdag, efterhånden som naturen bliver en vane.
”Det hele kører, jeg har tag over hovedet, mad og vand. Jeg er ligesom kommet på plads. Der tænker jeg, at jeg er ved at være hjemme i naturen.”
Ensomheden er den værste fjende
Når eventyret stille og roligt bliver hverdag, melder dagligdagens kedsomhed sig også. Forskellen fra hverdagen hjemme i Danmark er bare, at der her ikke er noget TV at tænde for eller nogle sociale medier at tjekke. Jon Jensen kan ikke bare koble hjernen fra.
”Jeg kan holde mig i gang ved at bygge ting, men på et tidspunkt er det bare ikke nok til at holde savnet og kedsomheden væk. Det hårde er at være strandet et sted og blive nødt til at lære sig selv at kende.”
SIKKERHED I HØJSÆDET
Hver deltager var hele tiden udstyret med en GPS-sender med ’nødknap’, så de kunne tilkalde hjælp. Døgnet rundt stod et lægehold standby, som kunne rykke ud til hver enkelt deltager på maks. 30 minutter. Hver deltagerne fik ugentligt besøg af et lægehold, som tjekkede deltagernes fysiske og mentale tilstand. Ved samme lejlighed fik deltagerne udskiftet det batteri, som de brugte til at oplade deres kameraer.
De ugentlige besøg fra lægeholdet gør det heller ikke bedre, for selvom Jon Jensen ”topper”, når han en sjælden gang har nogle andre end kameraet at sige ”goddaw” til, er stilheden, når de er taget afsted igen, så meget mere uudholdelig.
”Men lægeholdet smutter igen efter ganske kort tid, og så er der fandeme stille bagefter. Om så vi havde snakket i timevis, ville det ikke gøre forskel, for stilheden bliver bare meget større.”
Som dagene går, kan Jon Jensen også mærke, hvordan det påvirker ham mentalt.
”Sådan som man er deroppe, kan man ikke undgå at blive lidt mærkelig.”
Men selvom det er hårdt, vil Jon Jensen gerne følge eventyret ”ordentligt til dørs”, for det er bestemt ikke hver dag, man får mulighed for at udleve en stor drengedrøm.
”Denne her chance får jeg kun en gang i livet. Lige fra jeg har været lille, har det været en drøm at komme ud på en tur, hvor man rent faktisk skal overleve. Det sker bare ikke så tit i Danmark, at bussen kører galt, og man skal overleve i 45 dage, før der kommer hjælp.”
DE ESSENTIELLE TING
Deltagerne i ’Alene i vildmarken’ kunne vælge 12 ting at tage med i vildmarken ud fra disse 18 ting.
- Kniv
- Økse m. slibesten
- Tændstål
- Sovepose
- Gryde/kedel
- Nylonsnor
- Tov
- Presenning
- Fiskeudstyr
- Vandtæt taske/dry bag
- Liggeunderlag
- Sav
- Huljern
- Sysæt
- 1 kg nødration
- Sandpapir (vandfast)
- Kaffe
- Sæbe
På dag 45 aftaler han med sig selv, at nu er det nok. At det er hans sidste dag ved Altevatn.
”På det her tidspunkt er savnet til familien så stort, at det er helt sindssygt. Jeg havde det helt dårligt – fysisk dårligt. Det er lidt ligesom at have kærestesorger.”
Lægetjekket tager dog en uventet drejning, da Jon Jensen kigger sig over skulderen.
”Vi er midt i lægetjekket, og lige pludselig kommer familien. Det er… Det er stort. Det er fandeme vildt altså. Det er helt vildt.”
Hold fast i eventyret
Hjemme i huset i Saltum er Jon Jensen ikke i tvivl om, at familiens sammenhold er blevet styrket af hans eventyr. Men han har også gjort sig mange andre vigtige erfaringer, som vi outdoorfolk også kan lære lidt af. En af dem er så vidt muligt at tage vigtige beslutninger, når man er klar i hovedet.
SÅDAN BLEV DELTAGERNE UDVALGT
De mange ansøgere til programmet var gennem flere runder for både at teste deres friluftsfærdigheder og deres evner til at håndtere et kamera og fortælle. De ansøgere, der nåede frem til de sidste runder, blev testet og vejledt af en overlevelsesekspert i Danmark, der bl.a. tjekkede, om de havde styr på de basale fornødenheder som fx basal shelterbygning og bål. Derudover skulle deltagerne lave hjemmevideoer om deres viden og baggrund, så produktionsselskabet også fik et umiddelbart indtryk af deres fortællerfærdigheder.
Inden de udvalgte deltagere blev sejlet ud til Altevatn, havde de en tre dages bootcamp, hvor de blev undervist i områdets vegetation, regler og love ift. jagt og fiskeri og undervisning i kamera og filmning. Undervisningen af deltagerne på bootcampen stod en norsk vildmarksekspert for. Han var fortrolig med området og miljøet, og det var også ham, der guidede til den færdige liste af det udstyr, som deltagerne kunne tage med.
”Man skal tage beslutninger på en god dag. Det tror jeg, har reddet mig mange gange. Hvis jeg skulle sige stop, skulle det være på en god dag. Så skulle jeg være afklaret med det. Og når tankerne om at trykke på knappen kom, så kunne jeg egentlig godt mærke, at jeg ikke var helt afklaret med at skulle hjem. Jeg havde det ad helvede til, og det kan godt være, at det var træls, men måske har man det bedre næste dag.”
Og selvom det nogle gange kan være et surt slid, må man ikke give op uden videre.
”Man må tilpasse sig, tilpasse sig og tilpasse sig. Hvis shelteret ikke virker, må man bygge et nyt. Man må se det positive i tingene. Når det gør ondt, er jeg bare klar over, at jeg lever.”
Naturen er både et læringsrum og en legeplads, men for at få det optimale ud af den, må man gøre som Jon Jensen.
”Man må holde eventyret i live.”
