Spejdermetoden er blevet opdateret

Spejdermetoden har mange år på bagen – i alt vel 110 år. Det er omkring 20 år siden, at Spejdermetoden sidst blev opdateret i Det Danske Spejderkorps. Den version har været velafprøvet og fungeret til sin tid.
Men med Programfornyelsen har det været tid til at give Spejdermetoden et eftersyn, og metoden er derfor blevet opdateret med udgangspunkt i den viden om børn, unge og godt spejderarbejde, som er blevet indsamlet i forbindelse med Programfornyelsen.
Spejdermetoden - opdateret version
Spejdermetoden består af syv lige vigtige elementer, som i samspil gør spejderarbejdet særligt. Metoden beskriver, hvordan vi arbejder, når vi skaber aktiviteter og oplevelser, for at hver spejder bedst muligt udvikler sig i retning af Det Danske Spejderkorps’ formål.
- Spejderlov og -løfte
Vi har et fælles værdisæt og gør vores bedste for at leve efter det.
- Patruljer
Vi løser opgaver og udfordringer i små selvstændige fællesskaber.
- Learning by doing
Vi eksperimenterer og handler for gennem oplevelser og refleksion at lære nyt.
- Samfundsengagement
Vi forholder os til vores omverden og er i levende samspil med den.
- Medbestemmelse
Vi har alle mulighed for indflydelse på og ansvar for aktiviteter og oplevelser.
- Friluftsliv
Vi lever, leger og lærer i naturen, hvor vi er stille, vilde og nysgerrige.
- Personlig udvikling
Vi udfordrer os selv og hinanden, så indsats fører til, at vi hver især udvikler os.
Hvad er nyt?
Fra tidligere at have sammenlagt otte elementer, har den opdaterede Spejdermetode syv elementer.
Den tidligere udgave af Spejdermetoden indeholdt otte elementer:
- Oplevelser
- Learning by doing
- Patruljeliv
- Friluftsliv
- Værdier
- Medbestemmelse og ansvarlighed
- Aktiviteter og færdigheder
- Samfundsliv
En del elementer går igen fra den tidligere udgave, nogle dog med mindre sproglige ændringer. Fx er ’Patruljeliv’ blevet til ’Patruljer’, og ’Samfundsliv’ er ændret til ’Samfundsengagement’.
To elementer er pillet ud af metoden, nemlig ’Oplevelser’ samt ’Aktiviteter og færdigheder’. Det skyldes selvfølgelig ikke, at det er slut med aktiviteter, færdigheder og oplevelser – altså alt det, vi gør til spejder. Tværtimod. Men metoden er til for at beskrive, hvordan vi arbejder, når vi skaber aktiviteter og oplevelser.

Den opdaterede spejdermetode introducerer også et nyt element, nemlig ’Personlig udvikling’. Det skal inspirere til, at der i endnu højere grad arbejdes hele vejen rundt om den enkelte spejders udvikling.
Beskrivelserne af de enkelte elementer er også blevet markant kortere end i den tidligere udgave. Det skal gøre det nemmere, ikke mindst for nye ledere, at navigere i Spejdermetoden.
Den ny Spejdermetode blev godkendt af korpsledelsen på korpsledelsesmødet marts 2017.
Hvorfor en opdatering af Spejdermetoden?
Det er projektgruppen bag Programfornyelsen, der har arbejdet med at opdatere Spejdermetoden.
Programfornyelsen?
Projektgruppen bag Programfornyelsen arbejder med at opdatere Det Danske Spejderkorps' programstof - fx mærker, aktiviteter osv.
Arbejdet baserer sig bl.a. på rapporter om nutidens børn og unge samt viden indsamlet i forskellige spejdergrupper. Du kan læse mere om Programfornyelsen og dykke ned i deres rapporter og viden her.
”Den tidligere Spejdermetode var overordnet rigtigt god, men desværre var der mange ledere der havde svært ved at arbejde med nogle af elementerne. Den tog ikke nok højde for den personlige udvikling og ikke alle elementer handlede om, hvordan man skulle arbejde", siger Jakob Lykke Braad fra projektgruppen.
Derudover har målet været at gøre Spejdermetoden nemmere at gå til, forklarer Christine Qvist:
"Spejdermetoden skal være et lettilgængeligt værktøj, som alle ledere har lyst til at anvende og støtte sig til, når det daglige spejderarbejde skal planlægges. Det gælder både for erfarne og nye ledere, men også for de ældste spejdere og seniorerne."
Ledervejledninger og oplæg til dialog i grupperne
Projektgruppen bag Programfornyelsen vil over den næste tid gå i gang med at udarbejde oplæg om anvendelse af metoden, som fx kan anvendes på en lederdag. Derudover vil man på sigt udarbejde grendelte ledervejledninger, hvor de enkelte elementer i Spejdermetoden sættes i relation til de enkelte aldersgrupper.
Samtidig er håbet i projektgruppen også, at opdateringen af Spejdermetoden betyder, at flere vil genbesøge og diskutere den i gruppen på fx et ledermøde, siger Troels Forchhammer:
"Jeg håber, opdateringen medvirker til, at vi fortsætter samtalen om, hvad der kendetegner spejderarbejdet til forskel fra andre ungdomsorganisationer. Den fortsatte samtale er vigtig, fordi forståelsen af, hvorfor vi gør tingene, som vi gør, er med til at fastholde det, der er særligt ved spejderarbejdet."