Se oversigt over de nye mærker

Efteråret 2018 kom en række nye mærker fra familie- og op til juniorgrenen. Siden da er der blevet arbejdet på nye mærker for særligt trops- og seniorspejderne, samt enkelte supplerende mærker til mini- og juniorgrenen.
Til oktober bliver de knap 30 nye mærker tilgængelige i Spejder Sport. Herunder kan du se en samlet oversigt over alle de nye mærker.
Oversigten udsendes også som plakat til grupperne med næste udgivelse af SpejderSnus og Track. Download plakaten som pdf her.
Mærkebeskrivelserne online
En stor del af mærkebeskrivelserne ligger nu klar online på dds.dk. Det gælder særligt for de nye tropsmærker, hvor næsten alle de kommende mærker er klar.
Er man seniorspejder, må man væbne sig med tålmodighed lidt endnu, før alle de 7 nye seniormærker er online. De resterende mærkebeskrivelser lægges løbende op på dds.dk/mærker frem mod efteråret, efterhånden som de bliver klar.
Tropsmærker: 15 nye mærker online
- På dds.dk/mærker kan man se 15 af de 17 kommende tropsmærker.
Juniormærker: 3 nye mærker online
- Ud af fire nye mærker er tre online: ’Fjord til bord’, 'Lejrarkitekt' og 'Vild ro'.
Minimærker: 1 nyt mærke online
- Minierne kan nu også tage mærket 'Kulturspejder'.
Mikromærker: 1 nyt mærke online
- Mikroerne kan nu også tage mærket 'Sansekender'.
Mærkerne er i en version 1.0
Ligesom mærkerne fra 2018 lanceres mærkerne i en version 1. Det betyder, at de er tænkt som mærker, der løbende skal videreudvikles med nye aktiviteter og tilpassede beskrivelser, så de fortsat er relevante i mange år fremover.
Man kan derfor være med til at præge indholdet af mærkerne, hvis man fx ligger inde med en oplagt aktivitet, eller hvis man oplever, at et givent mærke stiller for store – eller for små – krav til spejderne i aldersgruppen. Hvis det er tilfældet, kan man skrive til program@dds.dk.
Derudover tænkes der allerede nu i at udvikle en pakke med supplerende mærker i løbet af 2020, bl.a. med ekstra trops- og seniormærker. Her er spejdere og lederes feedback igen meget velkommen, når alle de nye mærker er færdige og blevet afprøvet.
Mærkerne er i første omgang lagt online uden en medfølgende fil til download. Det skyldes, at der forventes jævnlige smårettelser i mærkebeskrivelserne, i takt med at ledere og spejdere kommer med feedback til mærkerne.
Vil man gerne downloade mærkerne som fx pdf, anbefaler vi muligheden for at "udskrive til pdf". Det kan du finde en kort guide til her.