Alligatorløbet: 50 år i kulden
Mørket er ved at sænke sig, og frosten bider let i kinderne. Stilheden på Söderåsen i Sverige har lagt sig, men kun for en kort stund.
I det fjerne høres en brummen af dieselmotorer, og inden længe ankommer flere busser fyldt med spejdere. Spejdere, der er klar til at give sig selv den ultimative udfordring i løbet af natten i hård konkurrence med hinanden.
Alligatorløbet er et af de hårdeste spejderløb i dansk regi. Og så foregår det i Sverige, et par timers kørsel fra København. Altid i februar, årets koldeste måned. Angiveligt fordi de københavnske tropsspejdere i 60'erne efterspurgte et løb, der kunne give dem velvoksne udfordringer uden trygheden ved velkendt terræn og milde forårsforhold.
Alligatorløbet kunne i 2013 fejre 50 års jubilæum. Løbet foregår i Söderåsen Nationalpark og afholdes hvert år i februar måned. Deltagelse sker i 2-mands sjak. Minimumsalderen er 15 år. Alligatorløbet er en del af Adventurespejdligaen, som samler Det Danske Spejderkorps’ fede adventureløb.
Se mere på alligator.dk og adventurespejd.dk.
Jeg er på forhånd blevet advaret om løbets særkender: tocifrede frostgrader, sne til knæerne og følelsen af blodet, der skyr kulden og trækker sig væk fra fingre og tæer. Derfor er overraskelsen stor, da busdørene åbner sig.
Fra bussernes inde åbenbarer sig ikke kun en flok godt indpakkede spejdere i fleecetrøjer og frosttæmmende fiberjakker, men også adskillige spejdere iført let løbetøj.
Alligatorløbet er bestemt ikke for sarte sjæle. Alene at overleve en februarnat i de svenske skove i løbetøj må være en betragtelig udfordring.
Til hest i røde frakker
Spejderne, som stiller op i tomands-sjak, mødes af løbsarrangørerne, der er nemme at genkende: Til hest, i røde frakker og med spejderhat eftergør de uniformen hos det canadiske beredne politikorps, Royal Canadian Mounted Police. De røde uldfrakker er gamle postfrakker, som har været med siden det første Alligatorløb i 1962.
Sjakkene eskorteres forventningsfulde af sted mod løbets startsted, hvor de bydes velkommen. Inden længe høres der tumult fra en nærliggende bygning. En kiste med det værdifulde materiale Allium er blevet stjålet, og med tyveriet opstår den fortælletekniske ramme om nattens strabadser.
Sneen knirker under støvlerne, himlen er mørk og stjerneklar. De første sjak begynder så småt at bevæge sig af sted ud i mørket. Væk fra startstedets lys og trygge ramme og ud i mørket. Alligatorløbet 2013 er skudt i gang.
"Vi savnede et rigtigt spejderløb"
Katrine Brun og Asmus Jørgensen med det mundrette sjaknavn "KAS KK" er på Alli for første gang. Da de skal forklare deres motivation for at tilmelde sig, lyder det som et refræn af de københavnske tropsspejderes ønske dengang i 60'erne: Fordi de begge savnede et rigtigt spejderløb. Også selvom de udmærket ved, at ”det bliver hårdt!"
Et godt planlagt Alligatorløb skal udfordre deltagerne fysisk såvel som psykisk. Det element har været med i løbets ånd lige siden den spæde begyndelse for halvtreds år siden. Et af de første Alligatorløb begyndte f.ek.s med 30 meters rappelling ud over en tiliset klippekant i februarmørket. For så var man ligesom i gang.
De mentale udfordringer tæller dog ikke kun den personlige overvindelse. Der er således adskillige opgaver, hvor det er en klar fordel at have hovedet med sig, samt mestre en vis sum paratviden.
Viden om længden af en canadisk tomme er sjældent anvendelig i hverdagen, men når et canadisk savværk har brug for træskiver af præcis den tykkelse, er det en meget handy viden at have. På de forskellige opgaver kommer færdighederne i de små tomands-sjak således på prøve.
En balance af kompetencer
I ”KAS KK” har de forsøgt at opdele opgaverne inden løbet, fortæller Katrine Brun:
”Asmus klarer de håndværksmæssige opgaver og navigationen, mens jeg koncentrerer mig mere om de logiske opgaver.”
Bag om Alligatoren
Løbet fik navnet ”Alligator”, da en af løbslederne havde skaffet en udstoppet alligatorunge, der blev inddraget som evigt vandrende præmie for vinderholdet. Det fortæller Ole Bentzen, der er en af de gamle fædre til Alligatorløbet og var løbsleder igennem 60’erne. Det første Alligatorløb blev planlagt hjemme i Ole Bentzens etværelseslejlighed i Valby.
”Til at skabe en ramme om løbet lod vi os jo bl.a. inspirere af den canadiske ødemark og det beredne canadiske politi. Det var ligesom grundideen i rammen. Det, og så alligatoren. Faktisk havde vi ud over alligator-vandrepræmien også fået fat på et antal konserverede små alligator-hoveder. Desværre havde vi så få, at de kun rakte til deltagerne i det første Alligatorløb.”
Selvom der ikke er nogen alligatorhoveder til deltagerne i dag, er Alligatorløbet uden tvivl et af de mest populære løb i spejdernes Adventurespejdliga. Der er kamp om pladserne på løbet, og blot at klare den igennem løbets allerførste nåleøje – online tilmeldingen – er en udfordring af rang.
I sjakket ”3,14” har de mere garvede Alli-deltagere Anders Knudsen og hans makker Thomas Birk Petersen også sat deres evner i system. Anders har ansvar for navigation, mens Thomas tager føring på de praktiske opgaver og som holdets mad-mand.
”Vi har også fordelt, hvem der gør hvad ved båltænding og naturligvis pakket rygsækkene, så vi ved, hvor alting er”, forklarer Anders.
Og netop sjakkets evner udi båltænding og kogekunst bliver sat på prøve i den skånske vildmark. En af de store traditioner på Alligatorløbet er den obligatoriske madlavningspost, hvor finere fransk madlavningskunst er på programmet.
Det lyder umiddelbart som en rar afveksling fra det ellers hårde terrænløb. Men disciplinen kræver altid bål, så trangia er bandlyst. Det samme er tændstikker. Så det er ildstål, ildbor eller ingenting.
Når gourmetmiddagen står klar, skal den selvfølgelig vurderes af Michelin-madanmelderne. Nogle får lavet deres bearnaise helt rigtigt. Fra bunden naturligvis. Andre er knap så heldige, og æg og smør skiller sig skånselsløst.
"Post 6 er særlig!"
Som udsendt i felten bliver jeg anbefalet at se nærmere på post nr. 6. "Post 6 er særlig", fortæller en deltager mig stakåndet, mens hans hurtige åndedræt trækker grå skyer efter sig i kulden.
Med pandelampen skiftevis rettet mod mit kort og det kuperede terræn, nærmer jeg mig. Forude rejser en mørk, kasselignende genstand sig. Som jeg kommer nærmere, erstattes lyden af sneknirken af klavermusik, latter og en liflig stemning. Det er jo en saloon - en saloon! I to etager!
Saloondørene svinger, og inde i saloonens varme er både bar, møblement, pianist - og glædespiger, med ledige værelser på første sal. Varmen er velkommen, og mine kolde fingre priser sig lykkelige for, at løbsarrangørerne har formået at banke en saloon op i en svensk vinterskov.
Bivuak i -28 grader
Varme er der også i Gillastugan. Den skånsk-røde træhytte fungerer igen i år som Alligatorløbets sidste stop, hvor soveposen endelig kan komme frem. Sådan har det dog ikke altid været. Under de første Alligatorløb foregik overnatning faktisk i bivuak.
Altså indtil en nat, hvor temperaturen ramte minus 28 grader. Flere af spejderne var godt forfrosne i deres gamle bomuldsparkaer og løbsarrangørerne valgte derfor at tage Gillastugan i besiddelse. Et vindue blev slået ind, døren låst op, og de forfrosne deltagere kunne få ly for kulden.
I hytten har trætheden nu lagt sig som en stor, tung dyne. Nogle er gået omkuld i soveposerne, nogle arbejder stadig på den gennemgående opgave for at skrabe de sidste point sammen, mens andre kæmper en sej kamp for at holde sig i nogenlunde bevidst tilstand.
Erfaringer og udfordringer gennem 50 år
På et løb, der i halvtreds år har brystet sig af sin uforudsigelighed og overrumplende udfordringer, er der dog én konstant: Der bliver igen i år stille i busserne mod Danmark. Meget stille.
Men forlader vi kort den søvnige stilhed i busserne og tager en tur op i helikopteren for at se ud over de sidste halvtreds års løb, tegner der sig også en anden konstant.
Ole Bentzen, der var en af initiativtagerne til det hårde spejderløb dengang i 60’erne, har i hvert fald et bud på, hvorfor Alligatorløbet har bestået igennem halvtreds år og har haft en stadig tilvækst i popularitet:
”Løbet har holdt fast i idegrundlaget. Løbsledelsen er løbende blevet fornyet, men aldrig udskiftet helt. Erfaringerne er gået videre fra et løb til det næste. Og i sidste ende handler det jo om udfordringer. At der altid er udfordringer for den enkelte: ’Kan jeg gøre det bedre næste gang’. Og det, tror jeg, er nøglen til løbets succes. At der altid er plads til at gøre det endnu bedre og stadigt perfektionere sine færdigheder og evner.”
Klik på "Læs mere", hvis du vil læse om, hvad der får deltagerne på Alligator til at tage af sted.
Før Alligatorløbet gav vi mikrofonen op på Facebook og stillede spørgsmål til deltagerne på løbet.
1. Når du vælger at begive dig ud i kulde, hårdt terræn og pressede situationer. Hvad giver det dig så af værdi i dit liv, når du kommer tilbage til hverdagen igen? Er det selvtillid? Færdigheder? Venskab? Så ikke hvorfor du gør det. Men når du har gjort det, hvad giver det så?
- Anders Knudsen: "Det giver en følelse af at have overvundet sig selv og naturen, og det giver overskud til at kaste sig ud i andre vilde projekter. Og så giver det er tættere venskab!"
- Katrine Brun: "Det giver skøre minder og mod på at forbedre sine færdigheder."
- Asmus Jørgensen: "Det giver mig helt klart nogle værdier. Jeg kan kigge tilbage på det i andre situationer og tænke, ”Hvis jeg kan klare det på Alligatorløbet, så kan jeg også klare det her.”"
2. På en skala fra varm kaffe til frossent drikkesystem, hvor svært får du så ved at forklare dine klassekammerater, hvad du har lavet i weekenden? Hvad vil du sige, når din dansklærer spørger den ellers overenergiske spejder om, hvorfor du ser så klatøjet ud mandag morgen?
- Katrine Brun: "Hmm, de ved jo alle sammen, at spejdere laver mærkelige ting, så jeg tror, ikke der er noget, der kan overraske. Jeg magtede ikke at møde op mandag, men jeg ville fortælle min "dansklærer", at jeg havde været ude og fare vild i de ”svenska skogen”!"
- Anders Knudsen: Meget tæt på frossent drikkesystem. De fatter jo ikke to potter pis af, hvorfor man dog skulle ville andet end at tyre fadøl ned i halsen, men hvad, de er jo også CBS'ere. Så jeg har vel fortalt dem, at jeg har været på et adventureløb, men da jeg begyndte at forklare at vi skulle have en forklædt UV-lampe med, begyndte de at se lidt tvivlende ud.
3. På Alligatorløbet deltager man i sjak af to personer. Er det en stor fordel at kende den anden godt på forhånd?
- Anders Knudsen: ”Ja da! Ellers kan man ikke trække på hinandens kompetencer og risikerer at møde en opgave, som ingen af os har styr på.”
- Asmus Jørgensen: ”Det er vigtigt at vide, hvordan den anden reagerer under pres, så det er godt at kende hinanden på forhånd. Efter Alligatorløbet kender man sin makker meget bedre og ikke mindst sig selv!”