Søledermøde
Hvert år sørger Det Maritime netværk ( Tidligere SØArbejdsgruppen) for afholdelsen af to Søledermøder. Det første i den tredje weekend i marts og den tredje weekend i november. Så som søspejder ved du derfor altid hvornår, du skal sætte det store røde kryds i din kalender! :)
Søledermøderne har til formål at skabe et åbent forum for søspejderne i Det Danske Spejderkorps, hvor de kan diskuttere og arbejde med søsikkerhed, søaktiviteter og andre projekter med relevans for søspejderne. De skal dog samtidig skabe de fysiske rammerne for et stærkt netværk blandt søspejderne og styrke fællesskabet og samarbejdet mellem landets søspejdergrupper og maritimt interesserede spejdere
Søledermøderne er åbne for alle søspejderledere og søspejderseniorer, som er fyldt 16 år.
Marts-mødet er kendt som 'formaliamødet', hvor der afholdes valg til Det Maritime Netværk. November-mødet er kendt som 'kursusmødet', hvor der udbydes en række søspejderrelevante kurser. De to Søledermøder er derfor ikke helt ens, men byder begge på tid til både debat, workshops og gruppearbejde, og giver på den måde også en unik chance for landets søspejdere til at mødes og skabe kontakt, så de kan udveksle deres idéer, ønsker og erfaringer.
Søspejdergrupperne opfordres til at betale deltagergebyr samt evt. rejseudgifter for deres medlemmer, der ønsker at deltage ved Søledermøderne. På November-mødet vil alle deltagere få udleveret et kursusbevis, som gruppen kan anvende til at søge kommunal refusion ved deres kommune, til udgifterne i forbindelse med deltagelse og transport til/fra mødet.