Madplanlægning på tur
Hvor meget mad skal I have med til jeres tur?
Noget af det vigtigste for at opleve en god tur er, at man får fyldt energidepoterne op, så man har overskud til det hårde og det hyggelige. Derfor skal madrationerne være i orden. Det kan være en god ide at opdele de forskellige måltider, således at man laver en pose med fx havregryn til hver morgen. Så sikrer man, at der også er nok sidst på turen.
Hvilke muligheder har I for at proviantere på vejen?
Overvej hvilke muligheder I har for at proviantere under turen eller der, hvor jeres tur starter. Hvis I har muligheden, kan I lægge ruten gennem en by, hvor der måske er mulighed for at købe lidt friske varer. En anden overvejelse kan være at købe noget af provianten på startdestinationen, hvis det er muligt. Det kan være noget frisk mad, som ikke kan holde sig i længere tid, og som derfor skal købes så sent som muligt. Overvej dog også, hvad I gør, hvis ingrediensen nu ikke findes her. Hvad gør I så?
Hvad gør I med affald?
Når I er af sted på tur, har I sjældent mulighed for at komme af med jeres affald. I visse tilfælde er der hytter med mulighed for at komme af med affaldet, hvis man bruger hytten (og betaler). Derfor er en god huskeregel, at ”alt som bringes ind i området skal med ud igen”. Det skal forstås på den måde, at alt, som medbringes på turen, skal med ud af området igen. Alt affald fra madlavning, slikpapir eller andet skal altså med på hele turen. Og det fylder! Derfor er det en fordel af have sin proviant i emballage, som fylder så lidt som muligt, når indholdet ligger i maven. Syltetøjsglas er fx rigtig svære at krølle sammen, og de vejer også en del – selv efter de er tømt.
Hold vægten nede
Vand vejer forholdsvis meget. Derfor er ingredienser uden alt for meget væske i at foretrække, hvis man vil holde vægten på rygsækken nede. En metode kan være at købe frysetørret mad. Frysetørret mad i portionspakker vejer et minimum, men er også forholdsvis dyr. Og så er smagen næppe lige så god, som den I selv kan frembringe.
Aktivitet:
Som en lille aktivitet kan I dele jer op i hold og lave mad til de andre grupper på Trangia eller over bål. Så får I trænet det at lave mad, når man kun har ét blus og fundet ud af, hvordan der måske skal reguleres på varmen. Det er godt at vide, inden man har brændt hele gruppens aftensmad på efter en lang dag.
En anden metode til at få ”let” mad er at tørre sin mad hjemmefra. Ved at gøre dette, opnår man en længere holdbarhed end normalt, og man ved lige præcis, hvad der er i produktet. Ved tørringen fordamper væsken fra ingredienserne, og de svinder derfor meget ind. Når maden skal bruges, opblødes ingredienserne i vand og svulmer op igen. Det er sundere, billigere, mere velsmagende og mættende og fylder og vejer mindre end frysetørret mad – en stor fordel, når man selv skal bære sin mad til mange dages forbrug.
Madplan og organisering:
Lav en madplan sammen, så I er sikre på at blive mætte på turen. Alle har brug for forskellige mængder mad for at føle sig mætte. Så for at alle får nok energi til at klare næste dags vandring, er det vigtigt, at alle får nok at spise. Lav en madplan hjemmefra og find ud af, hvor store portioner I skal lave, for at hele gruppen får nok energi. Har I overskud og plads til lidt mere vægt, så tænk på at tage en lille overraskelse med, som kan gøre en udmattet og træt aften til en ekstra hyggelig en.
Hygiejneforhold
Ligesom derhjemme er hygiejnen enormt vigtig. Sørg for at I har rene hænder, inden I begynder på madlavning, så I minimerer risikoen for at overføre bakterier til hinanden. En vandredag kan være lang, hvis alle i gruppen på skift må ud bag en busk. Brug sæbe og håndsprit.
Fyld altid op med vand
Hvis I møder rindende vand i løbet af dagens vandring, så sørg for at fylde jeres dunke. Skulle I havne i en situation, hvor I er nødt til at slå lejr eller akut får brug for vand, så har I altid så meget som muligt og skal ikke til at lede efter egnet rent vand.