Madlavning med masser af medbestemmelse
En liflig duft stiger op fra bålgryden. Med en lang dags aktiviteter siddende i kroppen, venter alle nu kun på at sætte tænderne i den ret, der de sidste minutter har fyldt næseborene og skabt en summen i maven.
Mad har en særlig magi på møder, lejre og ture. Ikke mindst når maden er blevet til i fællesskab. Men hvordan involverer man børn og unge i at lave mere mad selv?
Gå på opdagelse i kogebogen
På mitkokkeri.dk kan du finde en lang række opskrifter udvalgt af børn og unge
”Vi ved fra undersøgelser, at børn og unge gerne vil lave mere mad og lære nyt, hvis madlavningen foregår på deres præmisser. Dvs. når de unge udvælger retterne, og de i høj grad selv står for madlavningen”, siger Amalie Ørsted, der er kulinarisk projektudvikler på MIT kokkeri.
Gennem kogebøger og kurser sætter MIT kokkeri fokus på, hvordan spejderledere, pædagoger og andre, der laver mad med børn og unge, kan styrke de unges lyst til at lave god mad i fællesskab.
Få mere medbestemmelse ind i madlavningen
Medbestemmelse og learning-by-doing er nøgleord i spejderarbejdet. Og ifølge undersøgelser fra MIT kokkkeri er de to elementer også essentielle i at tænde børn og unges interesse for madlavning.
Amalie Ørsted har fem tips til at involvere børn og unge i madlavningen:
-
1. Lad spejderne vælge opskriften.
Det kan de fx gøre på mødet inden. Er der tale om fx juniorer, så lad dem også stå for at lave en indkøbsliste. Brug mitkokkeri.dk til inspiration. -
2. Tænk over, at der er en tilpas mængde forskellige opgaver at løse.
Alle skal gerne kunne have en rolle i madlavningen. Nogle kan fx tænde og styre bålet, andre snitte grøntsager, en kan være opskriftsansvarlig, stå for ’opdækning’ osv. -
3. Giv plads til, at spejderne kan eksperimentere med opskrifterne.
Det kan være, de har fundet et par rørhatte tæt ved hytten, som de gerne vil inkorporere i menuen, eller de så godt kan lide smagen af røget paprika, at de putter dobbelt så meget i retten, som der står i opskriften. -
4. Lad spejderne præsentere menuen, inden I spiser.
Det understreger spejderne ejerskab over menuen, og er særligt oplagt, hvis der laves forskellige retter. -
5. Alle deltager i opvask og oprydning.
Ligesom vi laver og spiser maden sammen, rydder vi også op sammen.
Vil du deltage på et inspirationskursus?
MIT kokkeri afholder løbende inspirationskurser, hvor spejderledere, pædagoger og frivillige i løbet af en aften får tips og tricks til at styrke madglæden hos børn og unge. Hold øje med dds.dk/arrangementer.