Den røde tråd - sammenhæng i afdelingerne
Der er mange gode grunde til at have en rød tråd i jeres arbejde i gruppen.
Når der er sammenhæng mellem afdelingernes aktiviteter og eventuelt genkendelighed i deres rutiner og traditioner, bliver det nemmere og enklere at finde ud af og se, hvad der foregår til spejdermøderne, både internt i gruppen for spejdere og ledere, men også til omverdenen. På den måde kan en rød tråd også være med til at tiltrække flere spejdere og synliggøre gruppen i lokalsamfundet.
Denne artikel er et uddrag fra bogen Den gode gruppe – en guide til at udvikle spejdergruppen. Du kan sikkert finde bogen i jeres hytte. Ellers findes den også på spejdersport.dk.
En anden vigtig grund til at have en rød tråd er, at sammenhæng i afdelingerne giver forenkling, fordi det skaber overblik. Når det er enkelt og nemt at være leder i en spejdergruppe, stiger sandsynligheden for, at energien bliver brugt fornuftigt. Det kan mindske den grundlæggende konflikt alle frivillige ledere i fordelingen af tid til familie, arbejde, spejder og øvrige liv.
Et tredje afgørende grund til at arbejde med den røde tråd er, at når man er på forkant med sine aktiviteter og har koordineret på tvær af afdelingerne, sikrer man bedre kvalitet i spejderaktiviteterne, der kan give højere ambitioner i gruppen. Man giver spejderne noget at komme efter.
Noget at glæde sig til
Mange attraktive grupper har en tydelig rød tråd i spejderarbejdet, der giver et godt bud på det, en spejder skal lære i hver enkelt afdeling, og som ofte er kombineret med gruppens egne spejderprøver eller duelighedstegn. Som leder for juniorafdelingen, vil man således vide præcis, hvad spejderne har lært i deres tid som minier, og hvad spejderne forventes at lære, før de rykker op som tropsspejdere. Dermed har man en tydelig ramme, som man kan planlægge sine aktiviteter indenfor.
Tre skarpe råd til den røde tråd:
- Lav en rød tråd for jeres spejdergruppe lederne imellem, og gør det gerne på en lederdag, hvor I sætter fokus på, hvilke forventninger I har til hinanden om, hvad en spejder har oplevet og kan, når spejderen rykker op.
- Find inspiration hos andre grupper, som I ved arbejder med rød tråd, til hvordan I kan tage fat på emnet.
- Besøg den røde tråd halvårligt årligt for at sikre, at den stadig er gældende for de spejderaktiviteter, I udfører nu.
Flere grupper har også erfaringer med, at det holder på spejderne, hvis de har gode oplevelser at glæde sig til. Derfor kan det være en god ide for alle (bestyrelse, ledere, spejdere og forældre), hvis man allerede inden det gældende års sommerlejr, kan fortælle hvor næste års sommerlejr går til. Så har både spejdere og ledere noget at glæde sig til.
Planlæg sammen
Der er forskellige måder at sørge for, at en spejder får en samlet oplevelse af sin spejdertid. I kan planlægge jeres aktiviteter sammen på tværs af afdelingerne, så alle ved hvilke emner, de forskellige afdelinger arbejder med og derfor kan undgå at lave de samme aktiviteter. Samtidig kan I også drage nytte af ligheden mellem aktiviteterne og derved dykke længere ned i et emne jo ældre spejderne bliver.
Lav aftaler på tværs
Lederne kan med fordel lave aftaler på tværs af afdelingerne, så det for eksempel bliver tydeligt, i hvilke afdelinger man gør hvad. Det kan være i forhold til hvilke mærker/forløb, man har hvor. En god måde at illustrere dette er ved at klippe en familiespejder, mini-, mikro-, junior- og tropsspejder ud i pap og give dem de forskellige mærker/forløb, som de forventes at have gennemført inden de rykker op til næste afdeling. Dette kan I gøre på en lederdag, hvor alle gruppens ledere deltager.
En anden måde kan være at afstemme forventninger til, hvad en spejder har oplevet inden spejderen rykker op. Har spejderen prøvet at sove i bivuak, overnatte i telt, shelter, være hjemmefra tre nætter, gå 10 km, klatre osv.?
Ved at have klare aftaler med hinanden, ved de enkelte ledere også lidt om, hvilke spejdere de får op, og hvordan de skal tilpasse aktiviteterne til spejdernes evner.
Mød hinandens spejdere
Op til en oprykning kan det være en rigtig god ide, at ledere fra afdelingen over kommer på besøg i den yngre afdeling, så spejderne kan møde deres kommende ledere og omvendt.
En anden vigtig detalje er, at spejderne deltager på fælles ture og løb og får fælles oplevelser.
Et eksempel på dette kan være, at man laver et fælles løb for alle spejdere på gruppeturen, så de ældre går sammen med de yngre spejdere og lærer hinanden at kende. Det er også godt for de ældre spejdere at være patruljeledere for de yngre. Det giver synlighed og noget at glæde sig til, når man kan se, hvad der foregår i de ældre afdelinger.
Har du flere gode tips til at skabe en rød tråd i gruppens arbejde? Skriv en kommentar herunder eller send en mail til web@dds.dk