Jump to Navigation

Sponsorater

Sponsorater

Spejdergruppen kan få udstyr eller tjene penge ved at bruge sponsorer til projekter, ture, lejre eller i spejderhytten. Det Danske Spejderkorps har en politik og vejledning for sponsorater.
Nøgleord:
, , , , ,

Korpsets politik om sponsorater handler om, hvordan spejdere bruger sponsorater, og hvilke områder, vi ikke ønsker sponsorater fra. Politikken gælder for spejdergrupper, divisioner, arrangementer under korpset og lignende.

 

I får noget og giver noget igen

Når I modtager en sponsorgave, vil I som regel skulle yde en modydelse. Ofte er det annonceplads i gruppens blad, et banner eller et link på gruppens webside, et reklameskilt ved et arrangement eller en tryksag som spejderne distribuerer lokal.

Det vi ønsker at vise

Med et sponsorat sender man et signal til omverden. I Det Danske Spejderkorps ønsker vi at være bevidste om de signaler, som vi sender lokalt, regionalt og globalt.

Korpset ønsker ikke, at indgå sponsoraftaler for produkter og services, som er i modstrid med spejderloven eller spejderidéen, eller som ikke fremmer en sund levevis blandt børn og unge. Derudover kan der være produkter og services, som vi ikke ønsker at blive forbundet med for eksempel miljøskadelige produkter, eller hvis sponsoratet kan foranledige en uhensigtsmæssig debat. Korpset og arrangementer under korpset kan heller ikke have sponsorer for produkter eller forretningsområder, der konkurrerer med vore egne virksomheder (fx salg af fritidsudstyr m.m. og hytteudlejning).

Overvejelser, inden I indgår en aftale

Der er flere forhold, som I bør forholde jer til, inden I skriver under på en aftale om et sponsorat.

  • Gruppens bestyrelse skal, inden en sponsoraftale bliver indgået, forholde sig aktivt til, om aftalen er inden for korpsets politik om sponsorater.
  • I skal være opmærksomme på den gældende lovgivning for markedsføring og konkurrence.
  • I skal se på, hvad I opnår ved sponsoratet kontra jeres omkostning.
  • I skal også sikre jer, at der er en formaliseret aftale, som beskriver, hvad I får, og hvad I skal give i modydelse.

Lav en klar aftale

Inden I indgår en sponsoraftale, skal I vurdere, hvad I binder gruppen til – det gælder også for divisioner, løb, arrangementer osv. Gruppen skal for eksempel ikke binde sig til noget, I ikke kan overskue konsekvensen af på sigt. Det skal også være klart, hvem der skal afholde omkostningerne til selve reklamen, så I ikke pludselig står med en stor regning.

Det kan for eksempel være, at en virksomhed gerne vil sponsorere en del af jeres nye hytte mod at få et skilt på hytten. Så skal I lave en klar aftale om, hvem der betaler for at få produceret og ophængt skiltet, og hvor længe det skal hænge der.

Bemyndigelsesrammer

Når en gruppe eller division tegner et sponsorat, så skal tegningsreglerne i korpsets love følges, så der skal altid mindst to personer fra bestyrelsen eller divisionsledelsen til at indgå aftaler. Det kan du læse om i Lovhæftet. Er det en af Det Danske Spejderkorps’ centrale ledelser, udvalg og arbejdsgrupper, som skal indgå en sponsoraftale, så reglerne i korpsets økonomivejledning for centrale udvalg mv. følges.

Alle indtægter og udgifter i forbindelse med sponsorater skal altid fremgå af regnskabet for gruppen, divisionen, korpset mv., og det skal altid være dokumenteret med bilag i regnskabsmaterialet.

  • Gave eller sponsporat?

    Der er en klar forskel på sponsering og en gave fra en virksomhed. En gave betragtes som noget, hvor der ikke kræver en modydelse. Mens man med et sponsorat, som regel forventer en modydelse.