Åbent brev til Helle Thorning-Schmidt
Åbent brev til Helle Thorning-Schmidt
Nyhed
- Nøgleord:
- Spejdercheferne, Helle Thorning-Schmidt, Åbent brev, DDS Politik
Åbent brev til Statsministeren
Kære Helle Thorning-Schmidt,
Godt nytår og tak for din nytårstale.
Du nævnte i talen, at det er vores børn og unge, der skal bære Danmark videre. Det er vi i Det Danske Spejderkorps helt enige i. Det er dem, der skal sørge for, at også de næste generationer kan opleve et stadigt bedre samfund.
Hver eneste uge gør tusindvis af frivillige i Det Danske Spejderkorps en forskel for børn og unge. Vores spejdere udvikler sig gennem udfordrende adventureoplevelser og tilbydes et internationalt udsyn og ansvarsfulde opgaver, der udvikler den enkelte som en del af fællesskabet.
Vores frivillige giver de unge mere end et udfordrende friluftsliv og evnen til at binde dobbelt halvstik med én hånd. De gør dem i stand til at tænke selv og til at tage ansvar. Og gennem spændende aktiviteter lærer de unge en hel del om, hvad de kan. Et eksempel er spejdernes særlige adventureløb. De kombinerer fysiske udfordringer med tekniske og kreative opgaver, der kun kan løses gennem opfindsomhed og samarbejde.
Men Det Danske Spejderkorps skaber ikke kun selvstændige unge, der tror på sig selv. Det skaber selvstændige unge, der samtidig tror på fællesskabet og tør tage ansvar og lederskab. I en Gallup-undersøgelse af 200 erhvervsledere viste det sig, at hele 78 pct. af de adspurgte ledere havde en fortid som frivillig.
Vi ved, at der skal løftes i flok, for at de næste generationer også kan opleve et bedre samfund end deres forældre gjorde. Og vi ved, at den frivillige sektor kan skabe store resultater, hvis regeringen og kommunerne har øje for, at det skal ske på de frivilliges præmisser. Derfor går vi gerne i dialog med regeringen og kommunerne om at skabe endnu større resultater i det nye år.
I Det Danske Spejderkorps vil vi gerne bidrage til og tage ansvar for opgaven med at udvikle de kommende generationer. Uanset om de er spejdere eller ej. Vi har derfor indledt et samarbejde med Red Barnet, der skal give udsatte børn og unge mulighed for at blive udfordret gennem friluftsoplevelser. Og under sommerens kæmpe spejderlejr i Holstebro vil mere end 35.000 spejdere fra hele verden tage del i den største internationale spejderlejr i Danmark nogensinde.
Det Danske Spejderkorps ser frem til at gøre en endnu større forskel i 2012. Både i Danmark og i resten af verden. Vi ser frem til at fortsætte og udvide arbejdet med at få børn og unge til at gribe verden og give dem masser af appetit på kammeratskab, udfordrende oplevelser og internationalt udsyn.
Godt nytår.
Marianne Karstensen & Morten Kerrn-Jespersen
Spejderchefer, Det Danske Spejderkorps

Andre nyheder med samme nøgleord
Seneste nyheder
-
21.05.12
-
10.05.12
-
9.05.12
-
3.05.12
-
30.04.12

