Histo-hejk
Histo-hejk
Aktivitet
- Alder:
- Trop, Senior
- Aktivitetstype:
- Udeliv, Kultur
- Nøgleord:
- projekt, patrulje, patruljeliv, Internet, web, kend hinanden, samarbejde, fedt, tur, planlægning, ansvar, adventure, hejk, ryste sammen, computer, klar det selv, patruljetur
Vejledning
Histohejk vil føre jer til gamle forhistoriske steder i jeres lokalområde. Den kan varieres, og man kan finde andre ting at se end historiske ting. F.eks. en ny skulptur eller andre nyere ting, der kunne have en interesse
1) På første møde
I skal bestemme jer for, hvad I vil se. Hold evt. mødet hos en af jer, som har internet. På den måde kan I søge efter de ting, I gerne vil se og få mere viden om dem. Husk at gemme informationerne.
Herefter skal I lave jeres hejkrute. Lav cirkler rundt om det, I vil se, og prøv så at forbinde det til en rute. Husk at ruten skal være overkommelig for alle, og I skal være realistiske. Det vigtigste er ikke at gå langt men derimod at hygge sig og se en masse ting sammen.
2) På andet møde
I skal finde ud af, hvor I kan sove. Der skal hentes tilladelse og I skal finde ud af, om der er toiletter, bad osv. i nærheden. bed evt. jeres leder om at deltage i denne del af mødet. De har ofte nogle gode steder, man kan overnatte, de kender reglerne, og ellers kan det være, han/hun ved, hvor I kan låne en spejderhytte.
I skal også have lavet en invitation, så jeres ledere og forældre kan se, hvad I skal lave og hvornår I skal af sted. Husk at skrive: Hvorfra og hvornår I tager af sted og kommer hjem igen. Hvad der skal foregå. Hvor I skal sove. Hvem der har mobiltelefoner med, og hvad deres numre er. Lav evt. en brochure som viser, hvilke seværdigheder, I kommer forbi, og hvad det er kendt for. I kan også sætte jeres rute ind i brochuren, så man kan se, hvad vej, I går.
3) På tredje møde
I skal pakke patruljens ting og fordele de ting, I skal have med.
Husk, at I sikkert ikke behøver hele patruljekassen. Tag kun det med, I ved, I får brug for. Som f.eks. en spade og måske en vanddunk og sådan noget. Find ud af, om I vil lave mad over bål eller på en anden måde.
Når I kommer hjem fra hejken...
... skal I skrive en hejkrapport. I skal derfor huske, at tage noter undervejs. En hejkrapport skal fortælle om alle de ting, I så, hvad I fik at spise, hvor langt I gik, hvad tid, I var fremme, hvornår I gik igen og alt sådan noget. I kan evt. lave den på en computer og pifte den op med billeder fra turen. Jeres leder skal godkende rapporten.
Materialer eller ingredienser
Kort, internet, papir og tuscher til invitationer, patruljeting (f.eks. patruljekassen, vanddunke mv.), computer el. lign. til at skrive hejkrapport på.




