Cirkus-weekend
Cirkus-weekend
Aktivitet
- Alder:
- Mini, Junior, Senior
- Aktivitetstype:
- Pioner og tovværk, Udeliv, Natur, Klar dig selv, Kultur
- Nøgleord:
- weekend, weekendtur, lejr, løb, cirkus
Vejledning
Spejderne er blevet inviteret til et kursus for kommende cirkusartister. Kurset bliver afholdt af Cirkus Bella. Når spejderne møder op, viser det sig imidlertid at Cirkus Bella er ved at gå nedenom om hjem. Tilsyneladende har nogen gennem længere tid saboteret Cirkus Bellas forestillinger.
Det eneste der kan redde cirkusset er hvis aftenens forestilling kan overbevise Den Internationale Sprechtallmeister Komité om, at Cirkus Bella er et cirkus i verdensklasse. Problemet er bare at cirkusdirektøren er blevet spået den værste forestilling nogensinde. Han beder derfor spejderne om hjælp til at redde Cirkus Bella, ved at få artisterne klar til aftenens forestilling og samtidig finde ud af hvem der står bag den omfattende sabotage.
Aktiviteter
Den primære aktivitet i denne weekend, er et dagsløb lørdag fra ca. 10:00 til 17:00. Løbet kan med fordel foregå i skoven, men det er intet krav. Afstanden bestemmes efter længden på spejdernes ben - juniorer burde fx kunne klare omkring 8-10 km, med fem opgaveposter og en frokost undervejs.
Hver post på dagsløbet tager udgangspunkt i en bestemt gruppe artister, og spejderne vil således komme til at møde følgende personer undervejs:
- Fakiren
- Den stærke mand
- Linedanserne
- Domptørerne
- Akrobaterne
Manuskriptet til dagsløbet (inkl. optakt og opgaveposter) er vedhæftet. Se længere nede på denne side.
Efter aftensmad går patruljerne hvert til sit for at forberede et cirkusshow til fremvisning for de andre. Uddel evt. forskellige roller til patruljerne (akrobat, tryllekunstner, klovn, dyr), så de ikke alle laver det samme.
Materialer eller ingredienser
Foruden rekvisitter til dagsløbet (se manuskript længere nede) samt mad og drikke, kan det anbefales at medbringe rigeligt udklædning og ansigtsmaling - det gør det lidt sjovere når spejderne skal optræde for hinanden med deres cirkusnumre.
En ghettoblaster og et par cd'er med cirkusmusik kan også hjælpe til at understøtte fantasirammen. Spørg dit lokale bibliotek efter musik fra Cirkus Arena, "Alle tiders cirkus sange" og "Cirkus Spectacular". Hvis de ikke selv har det, kan det bestilles hjem hvis I ellers er ude i rimelig tid. Toppen af poppen i cirkusmusik er nummeret "Entry of the Gladiators".




